Rockstar: Your Story(Interview)

Rockstar: Your Story(Interview)

You're a famous rock star being interviewed about the beginning of your career to the current (includes mentions of Mick Ronson, David Bowie, and Mick Jagger):

"Ma'am, can you tell us a little bit about when you first met David Bowie?" The question was so sudden that I could only scrunch my eyebrows at it. I expected David to be brought up sometime, but I didn't expect the first question to be about him.

"Sure, let's see.... I can't remember the exact date, but my dear friend - Mick Ronson - had called me up saying some band was interested in having us as guitar players. I was hesitant because I enjoyed my job as an architect, but something pushed me to go with him; we hopped on the next train to London and did the audition." I explain, tilting my head up at the memories resurfacing. Ronno had been unsure as well, but I'm glad we went.

"We heard it wasn't a pleasant experience? What happened?" They emphasize 'wasn't', clearly looking for some juicy gossip on Bowie, and who am I to disappoint.

"Well, David had accepted Mick but rejected me, and Ronno originally turned down the offer because of that. He didn't even tell me the truth, just grabbed me by the arm and lugged me as well as the guitars out of the building. I knew it hadn't gone well because he had this angry glare in his eyes, which is strange, because if you've ever met him, then you'd know he's rather sweet, and has a very discerning disposition.

I asked what was wrong and he just said that they didn't want us. I knew he was lying, but I didn't want to argue with him. We spent the rest of the time wandering around London sightseeing." I state, folding my hands up in my lap as I look at the interviewer. I don't like looking back to the '70s, a lot of stuff happened, and I fear what they will bring up.

"What happened after that?" The interviewer continues hastily digging, wanting more information. I guess this person isn't going to quit until they get the full story.

"We had stopped by a restaurant and were having lunch. Ronno was saying we should catch the train home after, but we were interrupted by David. I don't know how he found us, I just remember being shocked when he started begging Ronno to join his band. I was also a little confused, and I remember saying, 'I thought you didn't want us?'

To which David responded, 'No, I want him, I just don't want you.' That line had run through my head the following 3 years until I realized how lucky I was David didn't want me." I say the last few sentences in a softer voice, not liking to relive that particular memory.

"He said what?!" The interviewer over exaggerates their movements, getting the audience laughing just as they had hoped. I laugh a little too, David saying something so rude does seem rather uncharacteristic.

"Yah, I was rather astonished as well because the words left him in such a casual way, as if choosing what bread to buy at the market." I say, gently chuckling at the visual of David buying bread in such a critical way.

"What- How, how did Mick react to that." Their eyes widen, the crowd quiets down as they await my answer.

"Oh, he almost punched David! But I grabbed him and pulled him aside, asking why he lied and all that stuff." I respond, remembering the beautiful anger that he so desperately wanted to act on.

"I bet the last thing you wanted was for him to join David's band, right?" The interviewer asks the question humorously.

"That's... Wrong actually. He was vehemently against playing in a band without me, this is mainly due to the fact that ever since we were 12, we've always played together. But, I wanted him to take the opportunity, to show the world his ability, and to be able to be a confident player without me." I explain in a gentle voice, vaguely thinking of how self-conscious he was at the time when it came to him playing guitar.

"You seem to be a really supportive friend, (Y/N)." The tone of their voice turns genuine, the whole conversation losing the humorous quality that had been sustained.

"I try to be, the last thing I want is for people's failings or regrets to be because of me." I smile, my relieved guilt ebbing away as I think of where he and I are now.

"As well as being supportive, you also seem to be fairly protective, at least, that's what I got when Mick told us the story of you traumatizing his high school bully! With that in mind, how did you feel when you learned he was earning next to nothing during the tour?" The beginning of the sentence sent the interviewer and audience into a bit of a laugh, I laugh as well at the memory of scaring off Ronno's bully.

The laughter lightly quiets down to a more serious tone at the end discussion.

"I was appalled! I hated myself for a while because of that, because I pushed him into this situation where he was barely getting paid. Which was the opposite of what I thought would happen, especially after their popularity went through the roof!"I exclaimed, my eyes widening as I relived the shock; the ebbing guilt rushing forward tenfold.

"I heard you went to some extreme measures in order to help him out, what exactly did you do?" The interviewer goes on, the questions digging into lesser known information.

"Well, I joined any band I could, I would try and get hired by restaurants for live music during nights, and then during the day I had a job as a waitress as well as working part time as a lyricist." I explain, just saying that makes me remember how tiring my schedule was back then.

"Now that's a lot to juggle, and I'm sure you have some great stories from those days, but we have a specific story. What happened during one of your many tiring nights of live music?" They ask, this question is sort of a bore to me, one I'm frequently asked to retell.

"I had been band hopping at the time, and was hired for a gig when I didn't have a supportive group, so I improvised. I played my guitar and was singing live, but before that I had recorded the drums and rhythm guitar parts for the songs I was scheduled to play, so when I got up there I just started the recording and played along.

This was for a club where they wanted rock, so it was heavier playing. It was during my guitar solo I noticed someone in the crowd." I divulged, deciding to add in some information I had never shared before.

"Ooh, is this when you met the Rolling Stones?!" Someone screams out, the crowd and interviewer looking in shock before they all burst out laughing at the person's eagerness.

"Yes... but I technically only met Mick Jagger that night. I wasn't a big fan of the Rolling Stones at the time, but I did have an appreciation for their music. I was actually playing one of their songs at the time. Either way, it just surprised me to see him." I continued after we had all calmed down.

"I know you joined their band after that, but can you tell us what exactly went down?" I squint slightly at my interviewer's vernacular before deciding to just answer them.

"I don't think I can tell you all the details, I worry J might get embarrassed! But, I can tell you that he met me backstage after I was done and asked me if I was available tomorrow to meet him at a recording studio. It was the weekend the next day, so I said yes, he wrote down the address and time on a piece of paper, handed it to me, then said goodbye and walked away." I state in a jovial tone, Jagger is one of my favorite people to talk about, because he loves to call immediately after the interview and schedule a meet up. He's strange like that.

"Sounds strange? How did you feel after that?" They looked intrigued, clearly wanting me to divulge the information that I withheld.

"I was shocked. The next day I went and met him and his band mates, then they started playing a song together and asked me to improv. I had never heard the song before, so I just started watching their movements and playing off of that; by the end they asked if I was interested in joining their band, which I clearly said yes to." I exclaim, the interviewer's face looking shocked by what I just said.

"Wow, that all sounds like it went really fast?"

"Oh it was, we had only been playing for 20 minutes when they all stopped and asked me to join. I was going to say no because I needed to make enough money to send to Ronno, but when they mentioned how much I would make weekly I immediately accepted." I reply, chuckling as I remember my astonishment.

"I know after joining the Stones, your career skyrocketed, your solo albums have done well, and you write all your own songs?" They continue, motioning to my newest album sitting on their desk.

"Yes, my solo albums have done surprisingly well, and I write my own songs. I do accept and sing other songs sometimes, but I usually have a story told throughout my albums, and throwing in a random song messes that up." I explained.

"Did you and Mick Ronson keep in contact during this?" They question, looking at me in interest.

"Of course! In the beginning, Ronno and I called every week at the least, and we would send letters sometimes too!" I state ecstatically before calming myself down.

"How did that work? He was touring at the time right?" They ask in a befuddled way.

"Yes he was, but he would tell me the places he would be as well as the dates that he would be there, and I would do the same with him. It was a little complicated, but it was worth it." I reply, my hands waving as I mimic us writing letters.

"Honestly though, what would you send him that couldn't be said over the phone?" They ask after a few moments, laughing as their mind runs.

"Photos, drawings, songs, food-"

"Photos?" I can hear what they're implying, and I can't help but squint my face in disgust. The crowd's laughter magnified at my reaction.

"Stop thinking like that, you all have dirty minds! I would take pictures of me and the band, as well as the places around me. I loved drawing as well, so I would send him some, as well as some songs that I thought he would enjoy playing. Lastly, I knew he was getting food, but I knew it wasn't food he was used to, so I would bake him something, or buy him local snacks and ship them off to the correct address." I explain, describing the different things I would send him.

"Did he ask you to do any of this?"

"No, Ronno was never a complainer, he hated telling people his issues. I was usually the exception, but he prefers telling me in person as compared to over the phone or in a letter. He did enjoy them though, and he would send me songs and pictures as well. I remember him snapping a picture of his drummer scarfing down some cookies I made!" I jubilantly state, smirking as I remember that the picture is still hanging on my fridge.

"You sent him all these lovely things, what did he send you?"

"I never asked for anything more than a letter or a phone call, but he would send me these extravagant songs, asking me how I thought they sounded and if I liked them. He would also send me drawings - he's not really an artist, but he knows I love the little doodles he does randomly, so he started sending them to me." I grin, knowing Ronni will be embarrassed by me sharing this information.

"Was this an easier time in your life or would you consider it one of the more stressful?" Ah, here it comes, the questions I am most dreading.

"The fame and fortune made my financial issues about none, but socially I felt isolated. I had played in popular bands before, but never like this, I was only consistently around my band mates and the people that worked for them. I only really talked with Jagger and Keith, and then Keith randomly started hating me, so I was down to only talking to Jagger." I reply almost subconsciously, my mind wanting to distance itself from these memories.

"What about Ronson? I thought you said you had weekly phone calls and sent letters?" They ask in confusion.

"We did, but about 3 months into that, David started complaining to Ronno that he spent too much time talking to me, and that he was ignoring his band mates for someone he might never see again." The answer in a short tone, clearly still holding resentment for David's decision.

"David said that?" They say in shock.

"Yah, he said it straight to Ronno's face. We obviously didn't stop talking, we kept calling and messaging each other, but it lessened after that to about 1 call every 2 weeks. They became much longer phone calls though, he said that David was limiting his amount of calls, but stated that David couldn't limit his time, so we would end up talking through the entire night!" I smile on glee, our weak form of rebellion still makes my heart warm.

"We've talked about Ronson and his band mates reactions, but how did your bandmates react?" They continue, going down a different avenue.

"Well, everyone basically made fun of me and said we were in love. They told me to stop being so desperate because I was probably annoying Ronno, that remark actually made me start to overthink a lot. I started worrying that I was annoying him, and that he didn't like talking to me anymore. I think that's around the time I began to develop anxiety, I was already depressed, so that just added on to my plate." I responded before realizing I was over sharing on live TV.

"Did you tell Ronson about that? How did he react?" They gratefully kept moving right along, not leaving an awkward silence.

"Well, I never actually told him about that, I think this is the first time he's hearing this." I smile in discomfort, and an uncertain smile on my face.

"Really? You never spoke to him about any of this?" They ask in surprise, slightly taken aback.

"My anxiety had me thinking that saying a single word to him was annoying him, so no, I didn't just start talking about this to him. It was a really dark spot for me, the person to pull me through was Jagger actually. He noticed my extensive isolation, how I stopped eating around others, how I stopped talking. He really pulled through for me, which is probably why I'm still friends with him." I voice solemnly, deciding that I might as well be honest about the situation since there is no going back now.

"I know this is a heavy topic for you, I have some more questions, but if you're uncomfortable we can move on." Wish you had said that earlier, but oh well.

"Ask away, we can just skip the ones I'm uncomfortable with." I smile in response.

"Alright, what did Mick do? Did he just pull you aside and talk to you?"

"No actually, he wrote a song and asked if I would listen to it." I responded.

"What?" Perhaps I should rephrase my vague response.

"That's honestly what he did. But he wrote a song with true meaning, it was rather dark, and it actually made me cry and begin to hyperventilate. We were alone, so he just rushed over and helped calm me down; he didn't ask me any questions until I had completely relaxed." I explained honestly.

"What did he say exactly?" They continue.

"He just apologized, asking if I wanted to talk. I said no at first, but then he asked why I've been distancing myself from him and the band, why all the songs I was writing were either dark or sad.

I told him the truth, that I was depressed, that I felt so intensely alone, and that I could no longer talk to Ronno because I was probably annoying him." An uncomfortable shiver ran up my spine, reliving those memories makes me feel nauseous.

"How did he react to that? I can't really picture him being the best at giving advice and comfort." She smiles in a joking way, attempting to lighten the conversation.

"He was lovely, he hugged me like a giant teddy bear and told me that he would help me through this. We talked for a while, he asked me why I thought I was annoying Ronno, and I told him what the band had said to me." I answer, feeling a small smile appear at the memory of Mick comforting me.

"What did he say to that?"

"He told me that they were a bunch of single idiots who were jealous, and that I shouldn't ruin a meaningful relationship with my best friend by believing the words of immature drug addicts." I respond, barely withholding my laughter as I watch everyone's reaction.

"He said that?!" They nearly yell, everyone laughing at my answer.

"Yes, and the next day he told them all off for belittling me. During our talk he spoke to me about my isolation, I explained that I did that when I was sad or feeling out of place, and he asked what he could do to make me feel like a part of the team. He honestly made me cry a couple of times from how caring he was. Then he started talking about heavier subjects, such as why I wasn't eating during lunch breaks, why I never accepted snacks, and why I was noticeably losing weight." I state, realizing that I was now broaching the subject of my eating disorder.

"That must've been tough." They state seriously.

"It was, I realized at that moment, how much I missed Ronno. I asked Jagger if he wanted me to leave the band since I was such a problem, but he told me to stop being an idiot. The next day I was given a few sheepish apologies from my band mates, and Jagger became a very prominent person in my life from that day on." I explained.

"That's good. So Mick Jagger stepping up to help you must've put him pretty high on your list of friends right?"

"Yes, I only realized how much he was doing for me when he barged into my room during a depressive episode and all but shoved the phone into my hand. I distinctly remember him telling me not to come out until tomorrow morning. When I held the phone up, he had actually dialed up Ronno, who sounded very tired and confused, as well as concerned." I smile, these are the memories that I hold onto dearly.

"Really? How did he know what number to call?"

"I assume he went snooping around my desk, in one of my drawers was a paper with dates, addresses, and numbers. It was one of the sweetest things anybody had ever done for me." The look on my face was genuine, that was honestly one of the sweetest things anyone has done for me.

"I know you two are still good friends, but was there ever the possibility of anything more?" Oh boy, I hate it when they try to talk about this subject.

"I did find him to be attractive if that's what you're asking, but I was never in love with him. He did ask me out on a date and I had said yes, the date was lovely, but we got caught in a crowd of fans and he was like how he normally is. It made me remember how many groupies I'd seen leaving his room, and how many women I've seen smothered over him at all times, and it scared me away from ever allowing myself to love him." I reply sincerely.

"Could there have been something? If you hadn't cut it off?" They continue to push the topic.

"There could've been something eventually - from the despondent look on his face when I said I didn't want a relationship, I think he wanted us to become something more. I don't regret what I did, I like the friendship I have with him, the last thing I wanted to do was ruin it with his promiscuity and my need for loyalty. We've moved on though, I kind of see him as the older brother I never had." I reply, explaining my reasoning and the aftermath.

"Well, since that ship has definitely sunk, what about Ronson? Was there ever anything there?" They just won't give up will they?

"No... Well, there was one time in high school when we thought we should try dating, but that was spurred on by our teenage inability to understand that we loved each other, but not in that way. We realized that that wasn't us when we tried to act like a couple and both noticed that it felt forced. Ever since then we've been best friends." I state.

"Gosh, you're shooting down all of the fan favorites. Are you interested in anyone? Anyone at all?" They sound slightly exasperated, maybe I should throw them a bone.

"Hmmm... Maybe." I smile, a mischievous glint surely in my eye.

"What do you mean maybe? You can't leave the fans hanging like that!" I can tell that I have their genuine attention now.

"Well, ever since David and I have become friends, I've been... slightly interested in him." I say, jumping straight into the deep end.

"..." The silence could almost be described as palpable, it almost makes me want to laugh at how everyone is stunned into silence.

"Well, don't just stare at me." I laugh lightly.

"... I'm sorry, just processing. Does David know this?" They ask in hurried confusion.

"Well, if he's watching like he said he would, then he knows now." I laughed once again, but this time it had an air of uncertainty to it.

"Don't tell me you just confessed over live TV, in an interview no less!" They say in shock, looking at me with wide eyes.

"What if he doesn't reciprocate!" Their response makes me shiver in discomfort at that possibility, but I respond in humor.

"Then I die of embarrassment, cut all ties, and become a hermit!" I state loudly.

"Oh don't do that Y/N! Only healthy reactions are allowed on this show." The crowd laughs lightly at our convo.

I'm about to respond, but my Motorola starts ringing in my bag. I look to the interviewer before quickly digging through my bag and pulling out the phone. I sheepishly glance at it, the audience having fallen silent at the interruption.

"Is it alright if I answer this? It might be important." I state, I know this sounds bad, but it could actually be important since I left my home and animals under the care of my neighbor.

"Of course, but you owe us one more question before you leave then." They respond, holding out their hand.

"Deal!" I agree, shaking their hand quickly.

"Hello, this is Y/N." I state in a professional tone, getting a funny look from the interviewer at my seriousness.

"Y/N darling!" I am thrown off by the happy and familiar tone.

"...David?!" I state in slight confusion, everyone seeming to lean in closer.

"...Yes?" He responds in the same tone, making fun of the way I responded.

"Why are you calling me? I'm in an interview." I explain, swiftly going back to my professional tone.

"Yes well, when someone confesses they are interested in dating you, I thought the first thing one should do is accept." He responds in a joking yet serious tone.

I'm silent for a few moments in surprise, did David just say he wants to date me too?

"Well, don't leave me without a response darling... Will you go on a date with me?" His serious and self assured tone dwindled slightly, I can hear his uncertainty.

"Yes." My response was short, it was rushed and all I could muster with my amount of shock.

"Good, I'll pick you up after the interview, so I'll see you in a few minutes." He stated before hanging up.

I can't contain the overjoyed smile that spreads across my face, most certainly accompanied by a warm blush. The audience snickers as I clumsily put my phone away, then they start laughing as the interviewer stares at me with a smug grin.

"Who was that?" They ask tauntingly.

"Ohhh... no one." I try to brush it off, but I know no one is believing.

"Really! Does this no one happen to be named David Bowie?" They continue.

I avert my eyes in embarrassment, the audience laughing even louder as I sheepishly nod my head.

Sinnlose Realität(German)

Es war früh an einem Donnerstagmorgen, als Sie die schreckliche Nachricht erhielt, dass Ihr Mann tot war.

Sie hatte sich gefragt, warum er Letzte Nacht nicht nach Hause zurückgekehrt war, sogar am Telefon gewartet, schließlich rief er ihn an, erhielt aber nie eine Antwort.

Sie war gerade mit Ihren Kindern, Lisette und Alonso, auf Ihrer langen Einfahrt zum Schulbus gelaufen und hatte darauf gewartet, leise auf Wiedersehen zu winken, als es geräuschvoll davonfuhr, schließlich ließ Sie lächeln und hand fallen, als der bus aus dem Blickfeld geriet. Als Sie zurückkehrte, um nach Hause zu gehen, erkannte Sie, dass die Vögel besonders leise waren, ungewöhnlich so, es machte die Stille unangenehm, als Sie mit Ihren unaufhörlichen Gedanken gefangen war; nicht einmal die Brise, die die gefallenen Blätter klapperte, war so laut wie gewöhnlich. Sie glättete Ihr Schwarzes geflochtenes Haar zur Seite, bevor Sie unbehaglich an den ärmeln Ihres blaugrauen Pullovers zog, wickelte Ihre Arme fest um Ihren Körper, als Sie den Heimweg begann, hörte genau auf das Knirschen unter Ihren Schuhen, Ihr Geist wanderte immer noch in Verwirrung darüber, wo Ihr Mann war, Ryker, war. Ein paar Schritte von Ihrer Veranda entfernt verlangsamte Sie Ihr gehen, als Sie das Geräusch eines Autos hörte, Ihre Schritte schwankten leicht, als Sie sich umdrehte und das auffällige schwarz-weiß-Muster eines Polizeiautos aus Belmont enthüllte, Ohio, das auf Sie Zufuhr. Die Blendung gegen die Windschutzscheibe vom grauen Himmel machte es unmöglich zu sehen, wer fuhr, und ließ Sie unsicher, ob Sie sich über den überraschenden Auftritt überglücklich oder verstört fühlen sollte.

Je näher es fuhr, desto schneller schlug Ihr Herz und nahm flachere Atemzüge auf, als Sie beobachtete, wie das Auto ein paar Meter entfernt zum Stillstand kam. Ihre Hände Wangen sich unbewusst, als Sie darauf wartete, dass die Autotür aufging, plötzlich fühlte Sie sich unangenehm heiß, obwohl es ziemlich kalt war. Sie kannte die Gefahren, in denen Ihr Mann aufgrund seiner Arbeit Stand, und wusste, dass er bei jedem Aufruf verletzt oder getötet werden konnte; aber nichts würde Sie auf den Mutlosen Blick der Offiziere vorbereiten, als er aus dem Auto stieg.

Ryker war auf Abruf mit seinem partner für einen Bruch und Eingabe in einer Wohnzone, der Verbrecher hatte den Rücken gegangen und rundet das Haus hinter Ihnen zu kommen, wie Sie durch die kaputte Tür betreten ging, Schießen beide mehrmals in den Rücken vor dem laufen. Die Polizei suchte derzeit nach ihm, aber nur zwei Zeugen, einer, der ihn sah, als er anfing, Ihre Tür zu öffnen, und ein Nachbar, der sah, was geschah, und rief die Polizei.

Als der Offizier erklärte, was passiert war, ging Ihr Verstand leer, das bereits gedämpfte Geräusch des Waldes verschwand vollständig und diese unangenehme Hitze verschwand plötzlich und ließ Ihren Körper stattdessen leer fühlen. Sie wurde schnell in die Realität zurückgedrängt, als der Offizier die Hand ausgestreckt hatte, um Ihre Schulter zu berühren, es war nicht unhöflich oder unerwünscht, da dieser Offizier wirklich gut war

Freunde mit sich selbst und Ryker, aber der plötzliche und unerwartete Kontakt schockierte Sie genug, um Ihre Schulter wegzuziehen und einen Schritt zurück zu machen. Er zog sofort seinen arm zurück, sein Blick warf sich auf den Boden, während Sie einen bedauerlichen Blick dämmerte, als Sie Ihre Handlungen erkannte.

Sie sagte schließlich: "Es tut mir Leid, Carter, ich fühle mich im moment einfach etwas überwältigt." Ihre Stimme schüchtern leise, ein leichtes Stottern, als Sie versucht, alle Emotionen zu verstehen und zu kontrollieren, die plötzlich durch Sie laufen. Ein verständnisvoller Blick wäscht sich über sein Gesicht, bevor er feierlich mit dem Kopf nickt und zu seinem Auto zurückkehrt: "Auf Wiedersehen Traurig." Carter Sprach und bot ein kurzes, trauriges lächeln, bevor er in sein Auto stieg und losfuhr.

Es gab viele Gedanken, die durch Sadens Kopf rauschten, alle Nachrichten trafen Sie noch nicht vollständig. Mit Ihrem Verstand machte Sie sich langsam auf den Weg in Ihr kabinenhaus, Schloss die Tür ab, bevor Sie Ihre Stirn hart gegen das gebeizte Holz legte, gab sich einen moment der Ruhe, bevor Sie abdrückte und zum Telefon ging, um ein paar Anrufe zu tätigen.

-------

Das Haus ist dunkel und gibt eine beunruhigende und unangenehme aura ab; die Sonne ist noch nicht aufgegangen und keine Lichter in der Nähe, doch hier ist ein junge mit seiner Schuluniform und seinem Rucksack, der leise die Haustür schließt. Er beginnt schnell von seinem Haus wegzugehen, die ängstliche Atmosphäre, die ihn umgibt, löst sich langsam auf, je weiter er kommt, seine angespannten Schultern und sein am Rande stehender Blick verringern sich zu einer leichten paranoia.

Er hat eine Narbe über seinem Auge, seine etwas rote Farbe macht es offensichtlich gegen seine blasse Haut. Er bekam diese Narbe zur gleichen Zeit verlor er seine Mutter und Halbschwester, der Autounfall war brutal, nur er und einer der anderen Autos Passagiere überlebt haben.

Er verschattet seine Augen von den blendenden Scheinwerfern, die so oft Vorbeigehen, wenn er den Bürgersteig hinuntergeht, seine paranoia verschwindet, je näher er sich Binghams Teich nähert. Er findet einen Platz abseits der Straße und legt seine Tasche nieder, als er die schlummernden Schwäne und Enten beobachtet. Ein kleines lächeln ziert seine Gesichtszüge, als er sich daran erinnert, als er und seine Mutter Liz früh am morgen hierher kommen würden, um vor der Schule zu sprechen und den Sonnenaufgang zu beobachten; sein lächeln verschwindet so schnell wie es angekommen war, als er merkt, dass er jetzt nur noch alleine hierher kommen kann. Er konnte seinen Stiefvater Alec immer bitten, mit ihm zu kommen, aber er fürchtete jede Antwort, die Alec gab, besonders jetzt, wo er der einzige war, der den Autounfall überlebte.

In einem Versuch, seine Gedanken von der Vergangenheit abzuschütteln, blickt er zurück zu den Schwänen und bewundert Ihre Schönheit gegen das dunkle Wasser. Die ersten Sonnenstrahlen beginnen gegen den trüben Himmel zu Leuchten, eine leichte Brise lässt ihn zittern, da er keine einheitliche Jacke hat, da dies zusätzliches Geld kostet. Als er sich hinsetzt und sich gegen einen Baum lehnt, zwinkert er vor dem Schmerz, der in seinem Rücken aufflammt, bevor er ihn schüttelt aus und zog seine Tasche auf ihn zu, entbrückte das eiskalte Metall und Griff hinein, zog eine Mappe mit unvollendeten Hausaufgaben heraus; viele von Ihnen hatten zerknitterte und Tränen, obwohl er Sie ordentlich in einer Mappe aufbewahrte. Mit einem müden und verärgerten Seufzer begann er zu arbeiten, beginnend mit seinem Namen "Archer Carlisle", seine kalten Hände erschweren das schreiben und ein Blick von ärger blitzt durch seine Augen, als er weiß, dass er all diese Hausaufgaben nicht vor der Schule erledigen wird; fürchten Sie sich davor, Alec von der schlechten Note erzählen zu müssen, obwohl seine unvollendeten und zerrissenen Hausaufgaben alecs Schuld waren. Mit einem weiteren Seufzer machte er sich wieder an die Arbeit und versuchte, so viel wie möglich so schnell und so genau wie möglich zu beenden.

-------

Es ist eine Woche her, seit mir von seinem Tod erzählt wurde, ich wusste bereits, dass ich nicht in unserem bequemen Haus in Ohio bleiben konnte, zumal Ryker es gebaut hat; nur durch die Tür zu gehen, verursachte ein ekelhaftes Gefühl, sich über mich zu waschen, in dem wissen, dass ich ihn nie wieder sehen werde.

Die Beerdigung war gestern Nachmittag... Das schwarze Kleid, das ich trug, ist jetzt ein Haufen grauer Asche in der Feuerstelle. Meine Tochter Lisette ging mit mir, es war ein windiger Tag mit einer Prise Regen, der den Boden draußen bestäubte; es scheint, dass die Welt sogar um den Verlust trauerte, aber das bin wahrscheinlich nur ich, der einfache Dinge bedeutet. Mein Sohn Alonso nahm den Tod seines Vaters sehr hart, ich weiß, wie nahe Sie waren, und als ich sah, wie mein Sohn weinte, brach eine Träne durch meine Fassade der Stärke, aber ich musste Sie schnell abwischen, als ich meinen weinenden Sohn umarmte. Seine Schreie dauerten eine Stunde, Lisette begann auch zu Weinen, als Sie sah, wie Al ' s zitternde form von mir getröstet wurde. In dieser Nacht blieb ich mit Ihnen in Ihrem Zimmer und saß auf dem Teppichboden zwischen Ihren beiden Betten, eine hand Griff in jede von mir, als ich Ihnen Geschichten erzählte, um Sie einzuschlafen. Als ich wusste, dass Sie schliefen, hielt ich weiterhin Ihre Hände und lehnte meinen Kopf gegen die holzwand zurück, als ich an die Decke starrte, das Licht des Mondes erzeugte Schatten von ästen gegen die gegenüberliegende Wand. Ich saß einfach da und dachte über die Anrufe nach, die ich an dem Tag getätigt hatte, an dem ich die Nachricht erhielt; bis nächste Woche wird das, was von meiner Familie übrig ist, in unserem Scotland cottage sein, Weg von hier, Weg von ihm.

Ich muss es den Kindern immer noch sagen, ich bin mir nicht sicher, wie ich Ihnen sagen soll, dass wir wegziehen, Weg von allem, was uns an Ihren Vater erinnert. Ich kann nur hoffen, dass Sie mich für diese Entscheidung nicht verachten werden, aber wenn ich nur in diesem Haus bleibe, wandert mein Geist in eine Richtung, in die ich mich nicht einlassen werde.

------

Die Glocke läutet laut, als ich in die schließende Tür meines Klassenzimmers Eile und durch den Raum schaue, sehe ich alle, die bereits sitzen, und der Lehrer beobachtet mich aufmerksam. Ich Senke meinen Blick, Strecke meine Hausaufgaben aus und drehe die unordentlich fertigen Seiten in den Korb, bevor ich am Schreibtisch meines Lehrers vorbeilaufe, um meinen Platz zu erreichen, und vermeide jederzeit den Blick seines und aller anderen.

Ich weiß, ich sollte mich nicht vor meinen Lehrern fürchten, aber Mr.Curraigh hat die gleiche strenge Stimme wie Alec, und ich kann nicht anders, als ängstlich zu sein, wenn ich in seine Klasse gehe; seine strengen Regeln und einschüchternde Statur helfen mir nicht gerade, wenn ich versuche, die beiden zu unterscheiden.

Mr.Curraigh blickt von seinem computer zu mir auf, ich Schlucke nervös und mische mich leicht in meinen Sitz, während ich auf das Papier schaue, das ich zart auf meinen Schreibtisch gelegt habe. Das ruhige Geschwätz der Klasse hatte vor einigen Augenblicken wieder aufgenommen, wurde aber schnell wieder angehalten, als Herr Curraigh seine geneigte Figur von seinem Schreibtisch schob und gemächlich an die Spitze der Klasse trat.

"Mr.Carlisle, möchten Sie der Klasse erklären, warum Sie zu spät kamen? Wieder." Sein nonchalanter Erster Satz kontrastierte stark mit seiner harten Aussage von 'again'. Unterbewusst Senke ich meinen Kopf, während die Klasse still ist, andere Klassen könnten kichern, aber Sie wissen, dass Sie in dieser Klasse nicht herumschrauben sollen.

Ich schüttle den Kopf "Nein" und vertraue meiner Stimme nicht ganz, um zu Antworten, ohne zu Stottern.

"Ich kann dich nicht hören, Archer. Erklären Sie der Klasse, warum Sie zu spät kamen." Seine scharfe, akzentuierte Stimme klingelte gegen die Stille und ließ keinen Raum, seiner Frage auszuweichen. Ich weiß, dass er mich ansieht, während er auf seine Antwort wartet. Ich schaue endlich zu ihm auf und Antworte leise, während mein Blick ständig zwischen ihm und der Decke flackert.

"Ich habe verschlafen, sir, ich werde es nicht noch einmal passieren lassen." Ich habe versucht, ein ruhiges Gesicht zu präsentieren, um ihn hoffentlich davon abzuhalten, mich erneut anzurufen, mein Geist im inneren ist voller Gedanken darüber, ob er die Entschuldigung akzeptieren wird oder nicht. Eine Sekunde vergeht, bevor er zurück zum whiteboard geht und anfängt zu schreiben, jeder kopiert es schnell in seine Notizbücher, das Gespräch scheint vergessen. Eine Ahnung von Sorge nörgelte weiter in meinem Hinterkopf, dass er wusste, dass meine Entschuldigung eine Fälschung war, aber ich hatte keine Zeit, darüber nachzudenken, da ich bereits auf den Notizen zurückfiel und meine jüngste handgelenksverletzung wird mir auch nicht gerade zugute kommen.

Der Unterricht ist endlich zu Ende, die meisten Leute waren gepackt und warteten an der Tür auf die Glocke, nur wenige Leute saßen an Ihren Schreibtischen. Ich stecke die zugewiesenen Hausaufgaben in Ihren Ordner und lege mein Notizbuch auch in meine Tasche. Ich greife nach dem Ordner, wenn eine andere hand ihn zuerst ergreift, eine hand, die keinem Schüler gehört. Ich hielt meine Augen hoch, bevor ich schnell auf den Schreibtisch schaute, es war Mr.Curraigh, der meinen hausaufgabenordner hielt, er lehnte sich an den Schreibtisch, als er durch den jetzt geöffneten Ordner schaute.

"Wissen Sie, Ihre Organisation und Pflege summiert sich nicht, wenn Sie zerrissene Papiere Einreichen." Er sagt, als er langsam den Ordner schließt und ihn für mich heraushält, den ich schnell durchlaufe, und ihn leise in meine Tasche lege.

"Du willst mir den wahren Grund sagen, warum du immer spät dran zu sein scheinst?" Herr Curraigh fragt, seine normalerweise laute und strenge Stimme ist jetzt leiser und enthält einen Hauch von Besorgnis. Es war ein paar Momente und ich habe noch zu reagieren, wenn er Stimmen,

"Archer, wenn du einen wirklichen Grund hast, warum du zu spät kommst, verstehe ich, aber ich kann diese falschen Ausreden nicht mehr akzeptieren. Es ist das zehnte mal, dass du zu spät kommst. Wenn du mir keinen wirklichen Grund geben kannst, muss ich dich inhaftieren." Seine Stimme war während des gesamten Satzes nie sehr streng oder hart und hatte eher einen Warnton, aber alles, was ich als Antwort aufbringen kann, ist, meinen Kopf unbehaglich mit "Nein" zu schütteln, während ich aufschaue, um seinen Blick zu treffen. Herr Curraigh freut sich einfach eine Sekunde, bevor er einen verärgerten Seufzer loslässt und vom Schreibtisch stößt.

"Kommen Sie nicht zu spät, Mr.Carlisle." Ist alles, was er sagt, bevor er zu seinem Schreibtisch zurückgeht, klingelt die Glocke und die Schüler eilen aus der Tür und Folgen sofort, um nicht zu spät zu meiner nächsten Lektion zu kommen. Meine Gedanken für den rest des Tages sind getrübt davon, wie Alec reagieren wird, wenn ich spät nach Hause komme, wie er reagieren wird, wenn ich ihm sage, dass ich wieder inhaftiert bin. Die Angst schwimmt in meiner Brust, so dass es sich eng anfühlt und die Luft erstickt, während ich durch den Tag stapfe.

------

Am ersten Tag in unserem neuen Zuhause war es ein Ferienhaus, das meine Eltern besaßen und das ich geerbt habe. Weit Weg von Ohio, weit Weg von Ryker, den ganzen Weg in Glasgow, Schottland, gelegen in einer schönen Gegend räkelt sich mit grünen Feldern und einer Steinmauer ordentlich, der Sie umgibt.

Lisette und Alonso hatten den Zug besser genommen, als ich erwartet hatte, es schien, als wollten Sie so viel Weg wie ich. Ich hatte vorher angerufen, um sicherzustellen, dass die Hütte bereit war, als wir ankamen, und ein Freund meiner Eltern kommt vorbei, um meine Kinder zu beobachten, da ich so schnell wie möglich zu meinem job gehen muss. Als ich aus dem Haus Eilte, umarmte ich den Freund lebhaft und gab schnell an, Wann ich zu Hause sein werde, bevor ich zu meinem gemieteten Volkswagen-Fahrzeug rannte. Meine Taschen verdrehen sich, als ich versuche, alles im Auto zu platzieren, ich Schiebe es schnell in den Beifahrersitz, bevor ich die Spiegel einstelle und zu meinem neuen job gehe.

Die grauen Wolken, die den Himmel übersät haben, erinnern mich sehr an mein Zuhause, aber diese geschäftige Stadt ist genau das, was ich brauche, um meinem Kleinstadtleben zu entfliehen. Das fahren auf der linken Seite ist jedoch ziemlich seltsam, etwas, an das man sich gewöhnen muss.

Als ich auf den Parkplatz ziehe, Stelle ich fest, dass die Schule sich dem Ende des Tages nähert, ich hoffe, ich werde nicht gefeuert, bevor ich überhaupt anfange. Schnell stolpere ich durch die Bürotür, richte meine Haltung und mein Hemd auf, bevor ich zur Rezeption gehe und sage, dass ich der neue Wissenschaftslehrer bin. Die Frau lächelt, bevor Sie jemanden anruft, ich nehme an, der Schulleiter oder vielleicht ein anderer Lehrer.

Nachdem ich ungefähr 2 Minuten gewartet hatte, Drang die Bürotür laut auf, ein großer Mann mit dicken hellbraunen Haaren und einer einschüchternden Statur tritt ein und gibt der Frau ein kleines nicken, bevor Sie sich mir nähert. Ich stehe auf und schüttle ihm die Hand.

"Hallo, ich bin Mr. Curriagh oder Aric, ich bin hier, um Sie zu Ihrer Klasse zu begleiten." Seine Stimme hat einen dicken Akzent, an den ich mich jetzt auch gewöhnen muss, da ich in Schottland Lebe. Seine einschüchternde Haltung scheint mit dem freundlichen lächeln zu kontrastieren, das er anbietet.

"Das Vergnügen, Sie zu treffen, Aric, ich bin Saden." Ich Antworte höflich, bevor ich ihm Erlaube, mich aus dem Büro und den Flur hinunter zu führen.

"Du bist also der neue naturwissenschaftliche Lehrer?" Er äußert sich leicht neugierig und navigiert weiterhin durch die leeren Hallen.

"Ja, was lehrst du?" Ich Frage, zu Fuß schneller mit seinem Flotten Tempo zu halten.

"Oh ich? Ich war schon immer ein literaturmensch." Seine Antwort lässt ein kleines lächeln Aufkommen, die Tatsache, dass die Menschen hier so nett und Einladend sind, verehre ich. Wir kommen nach einem weiteren moment des Gehens zum Stillstand.

"Nun, das ist deine Klasse, obwohl du etwas spät angekommen bist." Er erklärt, wie wir beobachten, wie die Schüler Ihre Taschen packen. Ich lasse einen ruhigen Seufzer Los, natürlich würde ich den ganzen ersten Tag meines Jobs vermissen.

"Machen Sie sich keine sorgen, dass Sie Ihre Klasse verpassen, Sie können einspringen, um bei der Inhaftierung zu helfen oder das Gelände zu erkunden." Aric sagt, als er seine Augen aus dem Fenster zu mir flackert, bin ich dabei zu Antworten, wenn die Glocke laut läutet und durch die leeren Hallen hallt, bevor sich die klassentüren öffnen und die Schüler aussteigen. Wir stehen beide in der Nähe des Fensters zu meiner Klasse, bis sich die Hallen wieder beruhigen, nur ein paar Schüler stehen herum, während einige gerade fertig packen.

Aric dreht sich um, um wieder mit mir zu sprechen, als sich sein Blick zu etwas hinter mir wendet, sein plötzlicher Schrei überrascht mich und ich drehe mich schnell um, um den Schuldigen zu sehen.

Ein kleiner junge mit dunkelbraunen Haaren hält sofort an, seine Augen gehen weit, als er angeschrien wird, sein arm zieht seinen halt um sein Buch, das sich an seiner Brust festklammert.

"Bogenschütze. Die Haft ist in die andere Richtung." Aric sagt, als er zum Studenten geht. Ich würde erwarten, dass jeder Schüler nervös ist, wenn er von einem Lehrer gerufen wird, aber dieser Schüler, Archer, schien geradezu verängstigt zu sein.

Bevor Archer reagieren kann, beginnt Aric erneut zu sprechen. "Dies ist das zweite mal, dass Sie versucht haben, die Inhaftierung zu überspringen, Archer." Wenn er eine leichte Pause macht, während er auf eine Antwort wartet, nachdem er keine erhalten hat, lässt er einen Seufzer der irritation aus, bevor er sagt: "Komm mit mir Archer." Ich fange an, wieder zu mir zu gehen, Archer ein paar Schritte hinter sich mit seinen Augen auf dem Boden trainiert.

"Es tut mir Leid, Ihre tour zu verkürzen, aber ich muss diesen Studenten in die Haft begleiten." Aric sagt, als er zu Archer zurückblickt.

"Ganz in Ordnung Aric, stört es mich, wenn ich mitkomme? Ich habe meinen ersten Tag danach vermisst." Ich Frage Archer an, seine Augen hätten sich die ganze Zeit nicht vom Boden bewegt. Aric nickt kurz mit dem Kopf, bevor er den Weg in die Haft Antritt. Ich Folge schnell, versuche mitzuhalten und höre zu, wie Aric die Teile der Schule beschreibt, die wir Durchlaufen.

------

Wer ist diese person? Ist Sie die neue Lehrerin? Sie sagte, Sie hätte Ihren ersten Tag hier verpasst, und unsere neue Lehrerin für Naturwissenschaften konnte nicht auftauchen.

Ich Hebe meinen Kopf hoch, meine Augen schauen Sie für einen moment an, während ich darüber nachdenke, ob ich meine Frage stellen soll oder nicht. Schließlich gebe ich der Neugier nach und Frage: "Bist du der neue naturwissenschaftliche Lehrer?" Meine Frage scheint Sie beide aus Ihrem Smalltalk zu verblüffen, Herr Curra schweigt jetzt, während ich auf Ihre Antwort warte. Sie wendet sich an mich und bietet ein freundliches lächeln, bevor Sie antwortet: "Ja, das bin ich, Sie können mich Mrs.Monroe nennen." Ihre Antwort ist nett, aber kurz, und Ihre Stimme schien leicht zu schwanken, als Sie Ihren Nachnamen sagte, was dazu führte, dass mein Kopf bei Ihrer Zurückhaltung, Ihren Nachnamen zu sprechen, immer so leicht in Verwirrung kippte.

"Es ist schön, Sie kennenzulernen, Mrs.Monroe, mein name ist Archer." Ich Antworte, meine Stimme wirkt selbstbewusster und lauter als mein normaler Ton, obwohl ich kaum darüber nachdenke. Für welche Zeit noch von dem Spaziergang in die Haft übrig war, verbrachte ich damit, mit Mrs.Monroe zu sprechen, ich weiß nicht warum, aber Sie schien leichter zu sprechen, es hätte an Ihrer nicht einschüchternden Haltung und Größe liegen können, oder möglicherweise, dass Sie mich an meine Mutter erinnerte, beide sind plausibel.

Wir Sprachen über das Buch, das ich hielt, als Mr.Curraigh zum Stillstand kam, den Raum, in dem er festgehalten wird, direkt vor uns. Ich greife nach dem Griff und vergesse kurzzeitig meine handgelenksverletzung, bis ich ein Grunzen des Schmerzes loslasse, ziehe sofort mein Handgelenk zurück und halte es gegen meine Brust, als die harte, greifende Qual, die mein system überschwemmt und mich an gestern erinnert.

Sowohl Mr.Curraigh als auch Mrs.Monroe scheinen schockiert über meinen plötzlichen schmerzausbruch zu sein, Mrs.Monroe ist dabei, etwas zu sagen, aber ich habe keine Zeit zum nachdenken, stolpere rückwärts ich drehe mich leicht um und renne off. Ich gehe an den einzigen Ort, an dem ich mich sicher fühle, den Bingham ' s Pond oder den Swan Pond, wie meine Mutter immer sagte; wenn ich mich nur daran erinnere, dass eine Welle der Angst durch meinen Körper fegt, sind all diese Dinge, die immer wieder passieren, zu überwältigend. Zuerst verliere ich meine Mutter und Schwester bei einem Autounfall, dann beschuldigt mich mein Stiefvater(der mich bereits nicht mochte), und jetzt habe ich einen Lehrer, der mich genau an meine Mutter erinnert, ich weiß einfach nicht mehr, wie ich mich fühlen oder darauf reagieren soll Situationen. Ich bin so in diesen produktiven Gedanken und schmerzenden Schmerzen gefangen, dass ich die Schritte, die sich mir nähern, nicht höre. Es war die plötzliche hand auf meiner Schulter, die mich überrascht über die Anwesenheit einer anderen person keuchte. Schnell den Kopf drehend erwarte ich einen wütenden Mr.Curraigh oder möglicherweise Alec, aber ich werde stattdessen von Mrs.Monroes traurigem lächeln getroffen, als Sie neben mir hockt. Als ich Ihre hand nach meinem Handgelenk streckte, zuckte ich Weg, aber nach einer weiteren Sekunde Erlaube ich Ihr, mein Handgelenk zu sehen, und Ignoriere die mögliche Konsequenz, dass Sie in Frage stellen könnte, wie ich diese Verletzung erlitten habe.

Es war die leichte Erweiterung Ihrer Augen, die mich veranlasste, Ihrem Blick zu Folgen, ich entschied mich, niemals auf meine Verletzungen zu schauen, wenn ich sehe, dass mein Handgelenk geschwollen und gequetscht ist, erweitern sich auch meine Augen. Sie berührt leicht mein Handgelenk und ich ziehe mich sofort Weg, der Schmerz sengt sich durch meinen arm. Sie scheint in einem moment des Nachdenkens dort zu sitzen, als ob Sie darüber nachdenkt, was Sie sagen sollte.

"Bogenschütze. Wie ist das passiert?" Da war es, das einzige, was ich nicht hören wollte. Ich schüttle den Kopf und schaue Weg, erst jetzt merke ich, dass ein paar Tränen über mein Gesicht gestreut hatten, Sie schnell mit meiner freien hand abwischen. Ich höre keine Antwort auf meine Ablehnung, also schaue ich zurück und sehe Mrs.Monroe auch Tränen zurückhalten, obwohl ich nicht weiß, warum. Kopfschüttelnd schiebt Sie sich vom Boden und streckt mir eine hand aus, die ich langsam nehme. Jetzt stehe ich Staub mich mit meiner guten hand ab und halte meinen Rucksack Locker, während ich auf Ihre Fragen warte.

Alles, was Sie tut, ist, scheinbar den Kopf zu sich selbst zu schütteln, bevor Sie mich auffordert, Ihr zu Folgen. Sie führt mich zurück zur Schule, nie sprechen oder einen Blick auf mich, nur starrte nach vorne, fast leer. Sie bringt mich in den medizinischen Raum und sagt mir, ich solle an der Tür warten, während Sie weggeht, um sich mit einer Krankenschwester zu unterhalten. Ich Frage mich, was Sie sagt, vermutet Sie, dass mein Stiefvater diese Verletzungen verursacht hat? Oder glaubt Sie, eine andere Studentin hat mir das angetan? Soll ich einfach Rennen, solange ich noch die chance habe? Meine Gedanken werden abrupt gestoppt, als sowohl Mrs. Monroe als auch die Krankenschwester zu mir gehen, meine Nervosität tritt bei einer anderen Person ein, die jetzt anwesend ist.

Ich versuchte, nicht auf die aufflammenden Schmerzen zu achten, als die Krankenschwester mein Handgelenk in einen Eisbeutel wickelte, die eiskalte Kälte ließ mich zittern, da das Wetter draußen bereits kühl war. Nach ein paar Minuten Vereisung meines Handgelenks bringt Sie einen Kompressionsverband heraus, kuschelig umwickelt mein Handgelenk und hand, der Schmerz hat sich verringert, aber behält einen stetigen Schmerz bei, der meinen ganzen arm umgibt. Wenn Sie fertig ist, gibt Sie mir täglich Anweisungen und eine Notiz für den Unterricht, da dies meine schreibhand war.

Als ich zur Tür ging, sah ich Mrs.Monroe, die dort wartete, Ihr freundliches lächeln wurde durch einen ernsten und strengen Blick ersetzt, der meine Schritte etwas zögerlicher macht. Wir verlassen den medizinraum und gehen in den ruhigen, trostlosen Flur hinaus, Ihr Gesicht ist immer noch ernst, als wir beide aufhören.

"Wie hast du diese Verletzung Archer bekommen." Es war keine Frage, sondern etwas, das eine Antwort verlangte, eine, die ich nur sehr ungern gab. Angeln mein Gesicht Weg von Ihr ich schüttle den Kopf 'Nein' wieder, nicht wollen, Ihr die Wahrheit zu sagen,, mein Geist, dass es mehr Schmerzen als gut verursachen würde, dass, selbst wenn Sie mir glauben würde sonst niemand.

"Archer, wenn du es mir nicht sagst, dann muss ich dem Büro sagen, dass ich deinen Vater anrufen soll." Sie sagt, Ihre Stimme verliert etwas von Ihrer strenge, als Sie versucht, mich zur Antwort zu bringen.

Als ich Ihren Anruf von Alec, meinem Vater, höre, explodieren all diese Gefühle, meine Wut fließt frei und ich kann nicht anders, als chaotisch zu reagieren: "ER IST NICHT MEIN VATER!" Mein Ruf hallt den Flur hinunter, die Stille, die in seinem Gefolge zurückbleibt, ist unangenehm, all dieses Wut-getriebene Vertrauen verlässt schnell meinen Körper, während ich ausatme. Sie ist nicht dumm, Sie wird herausfinden, was Los ist, ich werde von zu Hause weggebracht, der Letzte Ort, der mich an Mama und meine Schwester erinnert.

Ihre Haltung scheint sich zu versteifen, nachdem ich meine Antwort gehört habe, ich kann nur hoffen, dass Sie nicht wütend auf meinen Ausbruch ist.

"Ich werde dich nur noch einmal Fragen. Wer hat das getan?" Ihre Stimme war tödlich leise, der zweite Satz wurde hart ausgesprochen und ließ keinen Raum für Ausreden. Ich stehe Ihr endlich gegenüber, obwohl mein Kopf immer noch gesenkt ist, meine Augen flackern hin und wieder auf Sie zu, während ich darüber nachdenke, was ich sagen werde.

"....Alec." Meine Stimme flüstert, obwohl ich weiß, dass Sie es gehört hat, und zu wissen, dass jemand anderes sich dieses Geheimnisses bewusst ist, lässt mich nur fühlen... anfällig.

Balto's Sister Ch.3: Concerned

Ch.2 Ch.4

As I walk through the snow covered streets of the town I hear the paw steps of Steele as he follows behind me, still in a slight daze of what I revealed to him not too many seconds ago. Looking forward past where the buildings end and into the horizon, I see the place where Balto resides, and a feeling of guilt washed over me. I realize that Balto needs me right now, and even though I may be conflicted over what to do with my predicament, I need to be there for my brother.

I slowed down gradually to a halt, Steele looking up and stopping next to me, looking down at me slightly due to his taller stature, but I was happy to see annoyance wasn't his expression, instead his eyes glistened with curiosity as to why I stopped walking.

Looking down at my black paws coated in powdery snow I attempt to quickly find a way to tell Steele I need to check on my brother without angering him. I know he's supposed to be my enemy, but I rather enjoy his company, when it's just us since he acts much more civil and not like a brainless brute.

"What is it princess?" Steele's question rings sharp through the crisp, cold air of winter. My ears fold down slightly as I look up at Steele.

"I do enjoy your company Steele, and I hope that we continue to get along, but I should be on my way to check on Balto." I state hesitantly, my voice softer than normal.

His eyes show in jealousy, he features hardening slightly as he hears Balto's name.

"Why are you always hanging around that mongrel? Does he have something I don't!" He quickly voices, a growl emitting from his throat as he glares at me slightly, awaiting an answer.

"No, no, there's nothing like that going on between me and Balto, I'm just really good friends with him is all. I know you and him don't get along at all, but I really must be checking on him, a lot of things have happened to him today, and being the friend I am, I should be there for him!" I state in exasperation, not wanting to argue with Steele over this.

Steele still doesn't seem very happy, he's growling at me slightly. "Fine then! Go to your mongrel and comfort him, but remember Princess, you are mine." His tone lowers intimidatingly as his words are final, but me being me, I always challenge authority.

"You'll have to prove yourself worthy before I become yours, now if you don't mind, I have a friend to console." I state promptly, walking away, not forgetting to lightly trace my fluffy tail against his jaw as I leave.

I hear him growl slightly, not aggressively, but more in the sense of a purr, causing me to form a slight smirk.

———————

Once out of the town, I bound over to the boat where Balto and Borris have decided to be their residence. As I hop up to the deck seeing Balto and Borris conversing, Borris mopping the floor as Balto does most of the talking.

"Ah Luko how nice of you to finally arrive." Borris states sarcastically as he finally noticed my presence.

"Well you know me, I'm always fashionably late" I stated as I let out a slight crackle, gearing Balto slightly chuckle as well.

"We were talking about the bird migration." Balto states, a smirk withholding itself upon his face. I soon smirk as well, as I realize what he is hinting at. I decided to humor him, lifting my nose and sniffing the air lightly.

"Hmm, I smell herring." I smirk at Balto. Him smirking back.

"Say, it must be Muk and Luk." Balto voices as he walks over to Borris, a smile on his face as he watches the goose continue to mop. Borris begins to say something until a high pitch yell is heard.

"Uncle Borris!! Uncle Borris!!!"

"Oh no." Is all Borris says, holding the mop in his hands as if it will make him invisible.

I love these guys, but I really can't deal with Muk and Luk right now. My confusing conversation with Steele has my mind all jumbled up, and I really just want to rest.

I say my goodbyes to Borris and Balto before pouncing out of the boat, walking back to the town to find a place to sleep for the night.

———————

As I arrive in the town I notice immediately that the doctor is quite busy, but what really got my attention was Jenna. She was standing outside the building, concern etched into her facial features and body language as she helplessly looked through the window, even releasing a bark in the hopes of gaining the people's attention.

I slowly walk up to her, concern evident in my eyes.

"Jenna? What are you doing outside the hospital." I question, concern dripping from my words as I hope the answer isn't what I think it is. I am soon confirmed however when I see Rosie bounding out of the hospital to see Jenna, attempting to play and run around with her, but immediately having to stop to release a coughing fit of the sort.

Jenna looks concerned and nudges Rosie slightly in the hopes she'll be alright. Rosie's father soon rushes outside calling her name, ushering her back into the building and out of the cold snow.

Jenna and I didn't talk about it, but I understood now why she was looking into the building.

"Jenna, I'm going to go now, but if you want to talk about it or anything, just bark my name." I say slowly, Jenna only nodding in response as her eyes never leave the window. I let out a slight sigh before going to find a place to sleep, walking around the building in hopes of finding a place close to where I am.

I happen to be in luck, I forgot all about the boiler room here. It hasn't been locked yet, so I pick the dirt open slightly before shutting it to trap the warmth. I curl up on the opposite side of the room, blending in with the shadows, slowly allowing myself to drift away into a tense slumber.

Ch.2 Ch.4

Бессмысленная Реальность(Russian)

Ранним утром в четверг она получила ужасное известие о смерти мужа.

Она удивлялась, почему он не вернулся домой вчера вечером, даже ждала у телефона, в конце концов позвонила ему, но так и не получила ответа.

Она только что проводила своих детей, Лизетту и Алонсо, по длинной подъездной дорожке к ожидавшему их школьному автобусу, мягко помахала на прощание, когда тот с шумом отъехал, и, наконец, позволила своей улыбке и руке упасть, когда автобус скрылся из виду. Повернувшись, чтобы идти домой, она поняла, что птицы были особенно тихими, ненормально тихими, это делало тишину неудобной, поскольку она была поймана в ловушку своими непрерывными мыслями; даже ветер, шуршащий опавшими листьями, не был таким громким, как обычно. Она пригладила свои черные заплетенные в косу волосы, прежде чем неловко одернуть рукава своего сине-серого свитера, крепко обхватила себя руками и пошла обратно домой, внимательно прислушиваясь к хрусту под ботинками, ее мысли все еще блуждали в смятении относительно того, где ее муж, Райкер, был. В нескольких шагах от своего крыльца она замедлила шаг, услышав звук автомобиля, ее шаги немного замедлились, когда она обернулась, показывая выделяющийся черно-белый рисунок полицейской машины Белмонта, штат Огайо, едущей к ней. Яркий свет от серого неба на ветровом стекле не позволял разглядеть, кто за рулем, и она не знала, радоваться или огорчаться его неожиданному появлению.

Чем ближе он подъезжал, тем быстрее билось ее сердце, делая все более поверхностные вдохи, когда она смотрела, как машина остановилась в нескольких футах от нее. Ее руки бессознательно заламывали друг друга, пока она ждала, когда откроется дверца машины, внезапно почувствовав неприятный жар, хотя было довольно холодно. Она знала, в какой опасности находится ее муж из-за своей работы, и знала, что он может быть ранен или убит по любому вызову, но ничто не могло подготовить ее к унылому выражению лица офицера, когда он вышел из машины.

Райкер был на вызове со своим напарником для взлома и проникновения в жилую зону, преступник вышел через заднюю дверь и обогнул дом, чтобы подойти к ним сзади, когда они вошли через сломанный дверной проем, выстрелив обоим несколько раз в спину, прежде чем убежать. Полиция в настоящее время разыскивает его, но есть только два свидетеля: один, который видел его, когда он начал ломиться в их дверь, и сосед, который увидел, что происходит, и вызвал полицию.

Когда офицер объяснил, что произошло, ее разум опустел, и без того приглушенный шум леса полностью исчез, и эта неприятная жара внезапно исчезла, оставив ее тело вместо этого пустым. Она быстро оказалась вынуждена вернуться в реальность, когда офицер протянул руку, чтобы коснуться ее плеча, это не было грубо или нежелательно, так как этот офицер был действительно хорошим другом с ней и Райкером, но внезапный и неожиданный контакт потряс ее достаточно, чтобы дернуть плечом и сделать шаг назад. Он тут же отдернул руку, опустив взгляд в пол, а она с сожалением посмотрела на него, осознав свои действия.

"Извини, Картер, - наконец сказала она, - я ... я просто чувствую себя немного подавленной в данный момент." Ее голос был робко тихим, слегка заикающимся, когда она пыталась понять и контролировать все эмоции, внезапно пробежавшие через нее. Выражение понимания омывает его лицо, прежде чем он торжественно кивает головой и поворачивается к своей машине ." Картер заговорил, коротко и грустно улыбнувшись, прежде чем сесть в машину и уехать.

В голове Сэйден пронеслось множество мыслей, и все новости еще не до конца дошли до нее. С лихорадочно работающими мыслями она медленно направилась в свою каюту домой, заперла дверь, прежде чем резко прислониться лбом к грязному дереву, давая себе минутку покоя, прежде чем оттолкнуться и направиться к телефону, чтобы сделать пару звонков.

-------

В доме темно, от него исходит тревожная и тревожная аура; солнце еще не взошло, и поблизости нет огней, но вот мальчик в школьной форме и с рюкзаком тихо закрывает входную дверь. Он начинает быстро уходить от своего дома, тревожная атмосфера вокруг него медленно рассеивается, чем дальше он идет, его напряженные плечи и напряженный вид уменьшаются до легкой паранойи.

У него есть шрам над глазом, его немного красный цвет делает его очевидным на фоне его бледной кожи. Он получил этот шрам в то же самое время, когда потерял мать и сводную сестру, автокатастрофа была жестокой, выжили только он и один из пассажиров другой машины.

Он прикрывает глаза от слепящих фар, которые время от времени проезжают мимо, когда он идет по тротуару, его паранойя исчезает, когда он приближается к пруду Бингема. Он находит место подальше от дороги, кладет сумку и смотрит на дремлющих лебедей и уток. Легкая улыбка украшает его лицо, когда он вспоминает, как они с матерью Лиз приходили сюда рано утром, чтобы поговорить и посмотреть на восход солнца перед школой; его улыбка исчезает так же быстро, как и появилась, когда он понимает, что теперь может прийти сюда только один. Он всегда мог попросить своего отчима Алека поехать с ним, но он боялся любого ответа Алека, особенно теперь, когда он был единственным, кто выжил в автокатастрофе.

Пытаясь стряхнуть с себя мысли о прошлом, он оглядывается на лебедей, любуясь их красотой на фоне темной воды. Первые несколько солнечных лучей начинают светиться на фоне тусклого неба, легкий ветерок заставляет его дрожать, так как у него нет форменной куртки, так как это стоит дополнительных денег. Когда он садится и прислоняется к дереву, он морщится от боли, вспыхивающей в его спине, прежде чем стряхнуть ее и потянуть свою сумку к себе, расстегивая ледяной металл и протягивая руку, вытаскивая папку с незаконченным домашним заданием; многие из них были смяты и заплаканы, хотя он аккуратно хранил их в папке. Испустив усталый и раздраженный вздох, он начал работать, начав со своего имени, "Арчер Карлайл", его холодные руки мешали писать, и в его глазах вспыхивает раздражение, когда он знает, что не сделает все это домашнее задание до школы; страх наполняет его при мысли о том, что ему придется рассказать Алеку о плохой оценке, хотя его незаконченное и порванное домашнее задание было ошибкой Алека. Еще раз вздохнув, он вернулся к работе, стараясь закончить как можно быстрее и точнее.

-------

Прошла неделя с тех пор, как мне сообщили о его смерти, я уже знала, что не могу оставаться в нашем уютном доме в Огайо, особенно с тех пор, как Райкер построил его; просто войдя в дверь, я почувствовала тошноту, зная, что больше никогда его не увижу.

Похороны были вчера днем... Черное платье, которое было на мне, теперь превратилось в кучку серого пепла в очаге. Моя дочь Лизетта пошла со мной, был ветреный день с дождем, посыпавшим землю снаружи; кажется, что мир даже оплакивал потерю, но это, вероятно, просто я вкладываю смысл в простые вещи. Мой сын Алонсо очень тяжело воспринял смерть своего отца, я знаю, как они были близки, и, увидев, что мой сын плачет, слезы пробились сквозь Мой фасад силы, но мне пришлось быстро вытереть их, когда я обнял своего плачущего сына. Его крики длились целый час, Лизетта тоже начала плакать, когда увидела, как дрожащее тело Эла успокаивается моим. В ту ночь я остался с ними в их комнате, сидя на ковре между их двумя кроватями,держа по одной руке в каждой из моих, когда я рассказывал им истории, чтобы убаюкать их. Когда я поняла, что они спят, я продолжила держать их за руки, прислонившись головой к деревянной стене и глядя в потолок, свет луны создавал тени ветвей деревьев на противоположной стене. Я просто сидел и думал о звонках, которые сделал в тот день, когда получил известие.; к следующей неделе то, что осталось от моей семьи, будет в нашем шотландском коттедже, подальше отсюда, подальше от него.

Мне все еще нужно сказать детям, я не знаю, как сказать им, что мы уезжаем, подальше от всего, что напоминает нам об их отце. Я могу только надеяться, что они не будут презирать меня за это решение, но просто пребывание в этом доме заставляет мой ум блуждать в направлении, в котором я не позволю себе идти.

------

Звонок звонит громко, когда я врываюсь в закрывающуюся дверь своего класса, оглядывая комнату, я вижу, что все уже сидят, и учитель многозначительно смотрит на меня. Опустив взгляд, я поправляю домашнее задание и переворачиваю беспорядочно законченные страницы в корзину, прежде чем пройти мимо стола учителя, чтобы добраться до своего места, избегая его и всех остальных взглядов все время.

Я знаю, что не должна бояться своих учителей, но у Мистера Каррея такой же строгий голос, как у Алека, и я не могу не волноваться, когда переступаю порог его класса; его строгие правила и пугающий рост не совсем помогают мне, когда я пытаюсь различить их.

Мистер Каррей переводит взгляд с компьютера на меня, я нервно сглатываю и слегка ерзаю на стуле, глядя на бумагу, которую аккуратно положила на стол. Тихая болтовня класса возобновилась несколько минут назад, но быстро прекратилась снова, когда мистер Каррей оттолкнул свою наклонившуюся фигуру от стола и неторопливо направился к передней части класса.

"Мистер Карлайл, не хотите ли объяснить классу, почему вы опоздали? Снова." Его беспечное первое предложение сильно контрастировало с резким произношением "снова". Подсознательно я опускаю голову, поскольку класс молчит, другие классы могут хихикать, но они знают, что в этом классе не стоит шутить.

Я отрицательно качаю головой, не вполне доверяя своему голосу, чтобы ответить без заикания.

"Я не слышу тебя, Арчер. Объясните классу, почему вы опоздали." Его резкий голос с акцентом прозвучал в тишине и не оставил места, чтобы избежать вопроса. Я знаю, что он смотрит на меня, ожидая ответа. Я, наконец, смотрю на него, тихо отвечая, так как мой взгляд постоянно мелькает между ним и потолком.

"Я проспал, сэр,я не позволю этому повториться." Я попыталась изобразить спокойное лицо, надеясь, что он не вызовет меня снова, мой разум внутри ревел от мыслей о том, примет ли он оправдание или нет. Проходит секунда, прежде чем он возвращается к доске и начинает писать, все быстро записывают это в свои блокноты, разговор, казалось бы, забыт. Намек на беспокойство продолжал терзать мой затылок, что он знал, что мое оправдание было фальшивым, но у меня не было времени обдумывать его, так как я уже отстал от записок, и моя недавняя травма запястья тоже точно не принесет мне пользы.

Урок наконец-то закончился, большинство людей собрались и ждали звонка у двери, лишь несколько человек сидели за партами. Я засовываю домашнее задание в их папку и кладу тетрадь в сумку. Я тянусь за папкой, когда другая рука хватает ее первой, рука, не принадлежащая ни одному студенту. Я поднимаю глаза, прежде чем быстро посмотреть на стол, это был мистер Каррей, который держал мою папку с домашним заданием, он прислонился к столу, когда он просматривал теперь открытую папку.

"Знаешь, твоя организованность и забота не складываются, когда ты сдаешь разорванные бумаги." Говорит он, медленно закрывая папку, протягивая ее мне, чтобы я взяла, что я быстро делаю, молча кладя ее в сумку.

Вы не хотите сказать мне настоящую причину, по которой вы всегда опаздываете? - спрашивает Мистер Каррей, его обычно громкий и строгий голос теперь стал тише и содержал намек на беспокойство. Прошло уже несколько минут, а я все еще не отвечаю, когда он говорит,

"Арчер, если у тебя есть реальная причина, почему ты опоздал, я понимаю, но я больше не могу принимать эти фальшивые оправдания. Это уже 10-й раз, когда ты опаздываешь. Если вы не можете назвать мне настоящую причину, тогда я должен дать вам наказание." Его голос никогда не был очень строгим или резким на протяжении всей фразы, в нем было больше предупреждающего тона, но все, что я могу сделать в ответ, это неловко покачать головой "Нет", когда я поднимаю глаза, чтобы встретиться с ним взглядом.

"Не опаздывайте на задержание, Мистер Карлайл." Это все, что он говорит, прежде чем вернуться к своему столу, звонит звонок, и ученики выбегают за дверь, я немедленно следую за ними, чтобы не опоздать на следующий урок. Весь остаток дня мои мысли заняты тем, как Алек отреагирует, когда я вернусь домой поздно, как он отреагирует, когда я скажу ему, что меня снова задержали. Страх скапливается в моей груди, заставляя ее чувствовать себя напряженной, а воздух удушливым, когда я тащусь через день.

------

Первый день в нашем новом доме, это был коттедж, который принадлежал моим родителям, и я унаследовал. Далеко от Огайо, далеко от Райкера, до самого Глазго, Шотландия, расположенный в красивом районе с раскинувшимися зелеными полями и аккуратно окруженной каменной стеной.

Лизетта и Алонсо приняли этот шаг лучше, чем я ожидал, похоже, они хотели уйти так же сильно, как и я. Я позвонил заранее, чтобы убедиться, что коттедж готов к нашему приезду, и друг моих родителей приедет, чтобы присмотреть за моими детьми, так как я должен как можно скорее отправиться на работу. Выбегая из дома, я быстро обнимаю подругу, быстро указывая время, когда я буду дома, прежде чем мчаться к своему арендованному автомобилю "Фольксваген". Ремень моей сумки крутится, когда я пытаюсь расположить все в машине, я быстро запихиваю его на пассажирское сиденье, прежде чем поправить зеркала и отправиться на свою новую работу.

Серые облака, усеивающие небо, напоминают мне о доме, но этот оживленный город-именно то, что мне нужно, чтобы уйти от моей маленькой городской жизни. Однако ездить по левой стороне довольно странно,к чему придется привыкнуть.

Въезжая на стоянку, я замечаю, что занятия в школе близятся к концу, и надеюсь, что меня не уволят еще до того, как я начну. Быстро спотыкаясь о дверь кабинета, я поправляю свою позу и рубашку, прежде чем подойти к стойке регистрации и заявить, что я новый учитель естествознания. Женщина улыбается, прежде чем позвонить кому-то, я предполагаю, директору или, может быть, другому учителю.

Прождав около 2 минут, дверь кабинета с громким шумом распахивается, входит высокий мужчина с густыми светло-каштановыми волосами и пугающим ростом, слегка кивнув женщине, прежде чем подойти ко мне. Я встаю и пожимаю протянутую руку.

"Здравствуйте, я Мистер карри или Арик, я здесь, чтобы проводить вас в класс." В его голосе слышится сильный акцент, к которому мне тоже придется привыкнуть, поскольку я живу в Шотландии. Его устрашающая поза, кажется, контрастирует с дружелюбной улыбкой, которую он предлагает.

"Приятно познакомиться, Арик, я Саден." Я вежливо отвечаю, прежде чем позволить ему вывести меня из кабинета и провести по коридору.

"Значит, ты новый учитель естествознания?" Спросил он с легким любопытством, продолжая бродить по пустым залам.

"Да, а чему вы учите?" Спрашиваю я, ускоряя шаг, чтобы поспевать за его быстрым шагом.

"О, я? Я всегда был литературным человеком." Его ответ вызывает легкую улыбку, тот факт, что люди здесь такие милые и приветливые-это то, что я обожаю. Мы останавливаемся после еще одной минуты ходьбы.

"Ну, это твой класс, хотя ты и немного опоздал." Объясняет он, пока мы смотрим, как студенты пакуют чемоданы. Я тихо вздыхаю, конечно, я бы пропустила весь первый день моей работы.

"Не волнуйся, что пропустишь урок,ты можешь заглянуть, чтобы помочь с задержанием или осмотреть территорию." Говорит Арик, переводя взгляд с окна на меня, и я уже собираюсь ответить, когда раздается громкий звонок, эхом разносящийся по пустым коридорам, прежде чем двери класса распахиваются и ученики выходят. Мы оба стоим у окна в мой класс, пока в коридорах снова не становится тихо, только несколько учеников стоят вокруг, в то время как некоторые только сейчас заканчивают собирать вещи.

Арик поворачивается, чтобы снова заговорить со мной, когда его взгляд обращается к чему-то позади меня, его внезапный крик удивляет меня, и я быстро оборачиваюсь, чтобы увидеть виновника.

Молодой парень с темно-каштановыми волосами немедленно останавливается, его глаза расширяются от крика, его рука крепче сжимает книгу, прижатую к груди.

"Арчер. Задержание - в другом направлении." Говорит Арик, подходя к ученику. Я ожидал, что любой ученик будет нервничать, когда его окликнет учитель, но этот ученик, Арчер, казался совершенно напуганным.

Прежде чем Арчер успевает ответить, Арик снова начинает говорить. "Ты уже второй раз пытаешься избежать наказания, Арчер." Сделав небольшую паузу в ожидании ответа, не получив его, он раздраженно вздохнул, прежде чем заявить: "Пойдем со мной, Арчер." Он начал возвращаться ко мне, Арчер шел в нескольких шагах позади, уставившись в пол.

"Простите, что прервал вашу экскурсию, но я должен сопроводить этого студента на задержание." Заявляет Арик, оглядываясь на Арчера.

"Все в порядке, Арик, не возражаешь, если я пойду с тобой? В конце концов, я пропустила свой первый день." Спрашиваю я, глядя на Арчера, его глаза все это время не отрывались от пола. Арик коротко кивает головой, прежде чем отправиться на задержание. Я быстро следую за ним, стараясь не отставать, слушая, как Арик описывает части школы, через которые мы проходим.

------

Кто этот человек? Она новая учительница? Она сказала, что пропустила свой первый день здесь, и наш новый учитель по науке не смог прийти.

Я поднимаю голову, мои глаза смотрят на нее на мгновение, пока я обдумываю, должен ли я задать свой вопрос или нет. Наконец, поддавшись любопытству, я спрашиваю: "Вы новый учитель естествознания?" Мой вопрос, кажется, выбивает их обоих из их светской беседы, Мистер Каррей теперь молчит, пока я жду ее ответа. Она поворачивается ко мне и дружелюбно улыбается, прежде чем ответить: "Да, это я, вы можете называть меня миссис Монро." Ее ответ приятный, но короткий, и ее голос, казалось, слегка дрогнул, когда она произнесла свою фамилию, заставляя мою голову слегка наклониться в замешательстве от ее нежелания произносить свою фамилию.

"Приятно познакомиться, Миссис Монро, меня зовут Арчер." Я отвечаю, мой голос кажется более уверенным и громким, чем мой обычный тон, хотя я почти не думаю об этом. То время, что оставалось от прогулки до места отбывания наказания, я провел, разговаривая с миссис Монро, не знаю почему, но с ней, казалось, было легче разговаривать, возможно, из-за ее нестрашной позы и роста, или, возможно, из-за того, что она напоминала мне мою мать, и то и другое правдоподобно.

Мы говорили о книге, которую я держал в руках, когда мистер Каррей останавливается, комната, в которой содержится задержание, находится прямо перед нами. Я протягиваю руку, чтобы схватиться за ручку, на мгновение забывая о своей ране на запястье, пока не издаю стон боли, немедленно оттягивая запястье назад и прижимая его к груди, когда жесткая сжимающая агония наполняет мой организм, напоминая мне о вчерашнем.

И Мистер Каррей, и миссис Монро, кажется, шокированы моей внезапной вспышкой боли, Миссис Монро собирается что-то сказать, но у меня нет времени думать, я, спотыкаясь, слегка поворачиваюсь и убегаю. Я иду в единственное место, где чувствую себя в безопасности, - в Бингемский пруд, или лебединый пруд, как говорила моя мать; одно воспоминание об этом вызывает волну боли, проносящуюся по моему телу, все эти вещи, которые продолжают происходить, слишком ошеломляют. Сначала я теряю мать и сестру в автокатастрофе, потом отчим(который уже невзлюбил меня) обвиняет меня в этом, а теперь у меня есть учитель, который точно напоминает мне мою мать, я просто больше не знаю, как я должен чувствовать или реагировать на эти ситуации. Я так поглощен этими плодовитыми мыслями и ноющей болью, что не слышу приближающихся шагов. Это была внезапная рука на моем плече, которая заставила меня ахнуть от удивления в присутствии другого человека. Быстро повернув голову, я ожидаю увидеть рассерженного Мистера Каррея или, возможно, Алека, но вместо этого меня встречает грустная улыбка Миссис Монро, которая присела рядом со мной. Протянув ее руку к моему запястью, я вздрагиваю, но через секунду позволяю ей увидеть мое запястье, игнорируя возможные последствия того, что она может спросить, как я получил эту травму.

Это было небольшое расширение ее глаз, которое заставило меня проследить за ее взглядом, я решил никогда не смотреть на свои раны, поэтому вид моего запястья, распухшего и покрытого синяками, заставляет мои глаза также расширяться. Она легонько касается моего запястья, и я тут же отстраняюсь, боль обжигает мою руку. Кажется, она сидит в задумчивости, словно обдумывая, что сказать.

"Арчер. Как это случилось?" Вот она, единственная вещь, которую я не хотел слышать. Я качаю головой и отвожу взгляд, только сейчас осознав, что несколько слез потекли по моему лицу, быстро вытирая их свободной рукой. Я не слышу ответа на свой отказ, поэтому оглядываюсь и вижу, что миссис Монро тоже сдерживает слезы, хотя почему-не знаю. Покачав головой, она встает с пола и протягивает мне руку, которую я медленно беру. Теперь, стоя, я отряхиваюсь здоровой рукой, свободно держа рюкзак, и жду ее вопросов.

Все, что она делает, это, по-видимому, качает головой, прежде чем сделать мне знак следовать за ней. Она ведет меня обратно в школу, никогда не разговаривая и не глядя на меня, просто глядя вперед, почти пусто. Она ведет меня в медицинский кабинет и велит подождать у двери, а сама уходит, чтобы поговорить с медсестрой. Интересно, что она говорит, подозревает ли она, что эти травмы нанес мой отчим? Или она думает, что это сделал со мной другой студент? Должен ли я просто бежать, пока у меня еще есть шанс? Мои мысли резко обрываются, когда миссис Монро и медсестра подходят ко мне, и я начинаю нервничать из-за присутствия другого человека.

Я попыталась не обращать внимания на вспышки боли, когда медсестра завернула мое запястье в пакет со льдом, ледяной холод заставил меня дрожать, так как погода снаружи была уже прохладной. После нескольких минут обледенения моего запястья она достает компрессионную повязку, плотно обматывающую мое запястье и руку, боль уменьшилась, но сохраняет постоянную боль, которая окружает всю мою руку. Когда она заканчивает, она дает мне инструкции, которые я должен делать ежедневно, и записку для класса, так как это был мой почерк.

Подойдя к двери, я замечаю миссис Монро, ожидающую там, ее дружелюбная улыбка сменилась серьезным и строгим взглядом, который делает мои шаги немного более нерешительными. Мы покидаем медкабинет и выходим в Тихий, пустынный коридор, ее лицо все еще серьезно, когда мы оба останавливаемся.

"Как ты получил эту травму, Арчер?" Это был не вопрос, А что-то, что требовало ответа, который я крайне неохотно давал. Отвернувшись от нее, я снова качаю головой "Нет", не желая говорить ей правду, мой разум кричит, что это причинит больше боли, чем пользы, что даже если она поверит мне, никто другой не поверит.

"Арчер, если ты мне не скажешь, мне придется сказать в офис, чтобы я позвонила твоему отцу." Говорит она, ее голос теряет часть своей суровости, когда она пытается заставить меня ответить.

Услышав, как она называет Алека моим отцом, все эти чувства просто взрываются, мой гнев течет свободно, и я не могу не реагировать хаотично: "он не мой отец!" мой крик эхом разносится по коридору, тишина, оставшаяся после него, неудобна, вся эта вызванная гневом уверенность быстро покидает мое тело, когда я выдыхаю. Она не дура, она поймет, что происходит, меня заберут из моего дома, последнего места, которое напоминает мне о маме и сестре.

Ее поза, кажется, напряглась после моего ответа, я могу только надеяться, что она не рассердится на мою вспышку.

"Я хочу спросить тебя еще раз. Кто это сделал?" Ее голос был мертвенно тих, вторая фраза была произнесена резко и не оставляла места для оправданий. Я, наконец, смотрю ей в лицо, хотя моя голова все еще опущена, мои глаза то и дело вспыхивают, когда я обдумываю то, что собираюсь сказать.

"....Алек." Мой голос почти шепот, хотя я знаю, что она слышала его, и знание того, что кто-то еще знает об этой тайне, просто заставляет меня чувствовать себя... уязвимой.

Meningsløs Virkelighed(Danish)

Det var tidligt en torsdag morgen, da hun modtog den frygtelige nyhed, at hendes mand var død.

Hun havde undret sig over, hvorfor han ikke vendte hjem i går aftes, endda venter ved telefonen, til sidst ringer til ham, men modtager aldrig et svar.

Hun havde lige gået sine børn, Lisette og Alonso, ned deres lange indkørsel til skolebussen venter, blidt vinke farvel, da det støjende kørte væk, endelig lade hende smil og hånd falde, da bussen gik ud af syne. Når hun vendte tilbage for at gå hjem, indså hun, at fuglene var særlig stille, unormalt så, det gjorde stilheden ubehagelig, da hun blev fanget med sine uophørlige tanker; ikke engang brisen, der raslede de faldne blade, var så højt som sædvanligt. Hun glattede hendes sort flettet hår til side, før tugging uroligt på ærmer i hendes blå-grå sweater, tæt indpakning hendes arme rundt om hendes krop, så hun begyndte at gå hjem, lytter nøje til stykket under hendes sko, hendes sind stadig vandrede i forvirring med hensyn til, hvor hendes mand, Ryker, var. Et par skridt væk fra hendes veranda bremsede hun sin gang, da hun hørte lyden af en bil, hendes skridt vaklede lidt, da hun vendte sig om, afslører det fremtrædende sort / hvide mønster af en Belmont, Ohio politibil kører mod hende. Blændingen mod forruden fra den grå himmel gjorde det umuligt at se, hvem der kørte, hvilket efterlod hende usikker på, om hun skulle føle sig overlykkelig eller forvirret over det overraskende udseende.

Jo tættere det kørte jo hurtigere hendes hjerte slog, tager i lavvandede vejrtrækninger, da hun så bilen trække til et stop et par meter væk. Hendes hænder vrider ubevidst hinanden, mens hun ventede på, at bildøren skulle svinge åben, pludselig føler sig ubehageligt varmt, selvom det var temmelig køligt. Hun kendte de farer, hendes mand var i på grund af hans arbejde, og vidste, at han kunne blive såret eller dræbt på nogen call-out; men intet ville forberede hende til den fortvivlede blik på officerer ansigt, da han trådte ud af bilen.

Ryker var på vagt med sin partner for et indbrud i en bolig zone, den kriminelle var gået ud igen og afrundet huset for at komme bag på dem, da de gik til at komme ind gennem busted døren, skydning begge flere gange i ryggen, før du kører. Politiet søgte i øjeblikket efter ham, men har kun to vidner, en der skimtede ham, da han begyndte at buste åbne deres dør, og en nabo, der så, hvad der skete og kaldte politiet.

Da officeren forklarede, hvad der skete, gik hendes sind tomt, den allerede dæmpede støj fra skoven forsvandt fuldstændigt, og den ubehagelige varme forsvandt pludselig og efterlod hendes krop i stedet for at føle sig tom. Hun hurtigt fandt sig tvunget tilbage til virkeligheden, når den officer, der var nået ud til at røre ved hendes skulder, det var ikke uhøflig eller uvelkomne, da denne officer var rigtig gode venner med sig selv og Ryker, men den pludselige og uventede kontakt chokeret hende nok til at rykke hendes skulder væk og tage et skridt tilbage. Han trak straks sin arm, hans blik kastet ned mod gulvet, mens hun gik op en beklagelig udseende, da hun indså hendes handlinger.

Hun sagde endelig: "Jeg er ked af Carter, jeg føler mig bare lidt overvældet i øjeblikket ."Hendes stemme frygtsomt stille, en let stamme, når hun prøver at forstå og kontrollere alle de følelser, der pludselig løber gennem hende. Et blik på forståelse vasker over hans ansigt, før han nikker med hovedet højtideligt og vender tilbage til sin bil, "farvel Saden."Carter talte og tilbød et kort, trist smil, før han trådte ind i sin bil og kørte væk.

Der var mange tanker farende gennem Sadens hoved, alle nyhederne ikke rammer hende fuldt endnu. Med hendes sind racing hun langsomt gjort sin vej ind i hendes hytte hjem, låse døren, før hviler panden hårdt mod bejdset træ, give sig selv et øjebliks fred, før skubbe ud, og på vej til telefonen for at foretage et par opkald.

-------

Huset er mørkt, afgiver en foruroligende og ubehagelig aura; solen er ikke steget endnu og ingen lys i nærheden, men her er en dreng med sin skoleuniform og rygsæk på stille at lukke hoveddøren. Han begynder at gå væk fra sit hus hurtigt, den ængstelige atmosfære, der omgiver ham, spredes langsomt, jo længere han fik, hans spændte skuldre og on-edge ser mindre ud til simpelthen let paranoia.

Han har et ar over hans øje, dens noget rød farve gør det indlysende mod hans bleg hud. Han fik dette ar samtidig med at han mistede sin mor og halvsøster, bilulykken var brutal, kun ham og en af de andre bilpassagerer havde overlevet.

Han skygger øjnene væk fra de blændende forlygter, der passerer forbi så ofte som han går ned ad fortovet, hans paranoia forsvinder jo tættere han nærmer sig Binghams Dam. Han finder et sted væk fra vejen, sætter sin taske ned, da han observerer de slumrende svaner og ænder. Et lille smil pryder hans træk, som han husker, da han og hans mor, Liz, ville komme her tidligt i morges for at tale og se solopgang, før skolen; hans smil forsvinder så hurtigt, som det var kommet, da han indser, at han kun kan komme her alene nu. Han kunne altid bede sin stedfar Alec om at komme med ham, men han frygtede ethvert svar, som Alec gav, især nu hvor han var den eneste, der overlevede bilulykken.

I et forsøg på at ryste sine tanker væk fra fortiden kigger han tilbage til svanerne og beundrer deres skønhed mod det mørke vand. De første par solstråler begynder at gløde mod den svage himmel, en let brise, der får ham til at ryste, da han ikke har nogen ensartet jakke, da det koster ekstra penge. Når han sætter sig ned og læner sig mod et træ, vinder han ved smerten, der blusser op i ryggen, før han ryster den af og trækker sin taske mod ham, unbuckling det frysende metal og når ind, trækker en mappe, der indeholder uafsluttede lektier; mange af dem havde krøller og tårer, selvom han holdt dem pænt i en mappe. At frigive en træt og irriteret suk han begyndte at arbejde, startende med hans navn,'Skytten Carlisle', hans kolde hænder, der gør det sværere at skrive og et kig på forværring blinker gennem hans øjne, da han ved, at han ikke vil få alt dette hjemmearbejde gjort før skole, frygter at fylde ham ved tanken om at skulle fortælle Alec om den dårlige kvalitet, selvom hans ufærdige og revet lektier var Alec ' s skyld. Med et andet suk kom han tilbage på arbejde og forsøgte at afslutte så meget af det så hurtigt og så præcist som muligt.

-------

Det har været en uge siden jeg fik at vide om hans død, Jeg vidste allerede, at jeg ikke kunne bo i vores komfortable Ohio hjem, især da Ryker byggede det; bare at gå gennem døren forårsagede en kvalmende følelse at vaske over mig ved at vide, at jeg aldrig vil se ham igen.

Begravelsen var i går eftermiddag... Den sorte kjole, jeg havde på, er nu en bunke grå aske i ildstedet. Min datter Lisette gik med mig, det var en blæsende dag med et drys af regn, der støvede jorden udenfor; det ser ud til, at verden endda sørgede over tabet, men det er nok bare mig, der sætter mening i enkle ting. Min søn Alonso tog sin fars død meget hårdt, jeg ved, hvor tæt de var, og at se min søn græde gjorde en tåre gennem min facade af styrke, men jeg var nødt til hurtigt at tørre den væk, da jeg omfavnede min grædende søn. Hans råb varede i en time, Lisette begyndte også at græde, da hun så als rystende form blive trøstet af min. Den nat blev jeg hos dem i deres værelse og sad på tæppebelagt gulv mellem deres to senge, den ene hånd greb i hver af mine, da jeg fortalte dem historier for at sætte dem i søvn. Da jeg vidste, at de sov, jeg fortsatte med at holde deres hænder, lænede mit hoved tilbage mod trævæggen, da jeg stirrede op i loftet, lyset fra månen skaber skygger af trægrene mod den modsatte væg. Jeg sad simpelthen der og tænkte på de opkald, jeg foretog den dag, jeg modtog nyheden; i næste uge vil det, der er tilbage af min familie, være i vores hytte i Skotland, væk herfra, væk fra ham.

Jeg har stadig brug for at fortælle børnene, Jeg er ikke sikker på, hvordan man fortæller dem, at vi flytter væk, væk fra alt, hvad der minder os om deres far. Jeg kan kun håbe, at de ikke foragter mig for denne beslutning, men bare at bo i dette hjem får mit sind til at vandre i en retning, jeg ikke vil tillade mig at gå ind.

------

Klokken ringer højt, når jeg skynder mig ind i lukkedøren i mit klasseværelse, kigger rundt i lokalet, jeg ser alle, der allerede sidder, og læreren ser mig spidst. Sænkning mit blik, Jeg rette ud mit hjemmearbejde og vende-i messily færdige sider til kurven før traipsing forbi min lærers skrivebord for at nå mit sæde, undgå hans og alle andres blik på alle tidspunkter.

Curraigh har den samme strenge stemme som Alec, og jeg kan ikke undgå at være ængstelig, når jeg træder fod ind i hans klasse; hans strenge regler og skræmmende statur hjælper mig ikke nøjagtigt, når jeg prøver at differentiere de to.

Mr. Curraigh kigger op fra sin computer til mig, jeg sluger nervøst og blander lidt i mit sæde, når jeg ser ned på det papir, jeg delikat placerede på mit skrivebord. Klassens stille snak var genoptaget for et øjeblik siden, men blev hurtigt standset igen, da Mr. Curraigh skubbede sin skæve figur ud af sit skrivebord og afslappet gik til forsiden af klassen.

"Mr. Carlisle, vil du forklare klassen, hvorfor du kom for sent? Igen."Hans nonchalant første sætning i høj grad kontrast hans barske udtale af 'igen'. Ubevidst sænker jeg hovedet, da klassen er tavs, andre klasser kan fnise, men de ved ikke at skrue rundt i denne klasse.

Jeg ryster på hovedet ' nej ' ikke fuldt ud tillid til min stemme til at svare uden stammen.

"Jeg kan ikke høre dig Archer. Vil du forklare klassen, hvorfor du kom for sent."Hans skarpe, accenterede stemme ringede ud mod stillheden og efterlod ikke plads til at undgå hans spørgsmål. Jeg ved, at han ser på mig, mens han venter på sit svar. Endelig ser jeg op på ham og svarer stille, da mit blik konstant flimrer mellem ham og loftet.

"Jeg sov over sir, jeg vil ikke lade det ske igen."Jeg forsøgte at præsentere et roligt ansigt for forhåbentlig at forhindre ham i at kalde mig ud igen, mit sind inde er blaring med tanker om, hvorvidt han vil acceptere undskyldningen eller ej. En anden passerer før han går tilbage til tavlen og begynder at skrive, alle hurtigt kopiere det ned i deres notesbøger, samtalen tilsyneladende glemt. En anelse af bekymring fortsatte med at nag i ryggen af mit hoved, at han vidste, at min undskyldning var en falsk, men jeg havde ikke tid til at give det nogen overvejelse, da jeg allerede faldt bagud på noterne, og min nylige håndledsskade vil heller ikke være til gavn for mig.

Klassen er endelig afsluttet, de fleste mennesker blev pakket og venter ved døren til klokken, kun få mennesker sad ved deres skriveborde. Jeg putte de tildelte lektier i deres mappe, placere min notesbog i min taske så godt. Jeg rækker ud efter mappen, når en anden hånd griber den først, en hånd, der ikke tilhører nogen studerende. Curraigh, der holdt min hjemmearbejdsmappe, han lænede sig mod skrivebordet, da han skummet gennem den nu åbne mappe.

"Y' kno., din organisation og pleje ikke tilføje op, når du tænder i rippede papirer ."Han siger, når han langsomt lukker mappen og holder den ud for mig at tage, hvilket jeg hurtigt følger med, stille og stille i min taske.

"Vil du fortælle mig den rigtige grund til, at du altid ser ud til at løbe for sent?"Mr. Curraigh spørgsmål, Hans normalt højt og hæk stemme nu mere stille og indeholder en antydning af bekymring. Det har været et par øjeblikke, og jeg har endnu ikke svaret, når han stemmer,

"Archer, hvis du har en reel grund til, hvorfor du er forsinket, forstår jeg, men jeg kan ikke acceptere disse falske undskyldninger mere. Det er 10. gang, du kommer for sent. Hvis du ikke kan give mig en rigtig grund, så er jeg nødt til at give dig tilbageholdelse."Hans stemme var aldrig meget streng eller hård gennem hele sætningen og havde mere en advarselstone til det, men alt hvad jeg kan mønstre som svar er at ryste mit hoved "nej", da jeg ser op for at møde hans blik. Mr. Curraigh ser simpelthen frem til et sekund, før han frigiver et irriteret suk og skubber ud af skrivebordet.

"Vær ikke forsinket til tilbageholdelse Mr. Carlisle."Er alt, hvad han siger, før han går tilbage til sit skrivebord, klokken ringer og eleverne skynder sig ud af døren, selv følger straks for ikke at være sent til min næste lektion. Mine tanker resten af dagen er overskyet med, hvordan Alec vil reagere, når jeg kommer sent hjem, hvordan han vil reagere, når jeg fortæller ham, at jeg fik tilbageholdelse igen. De frygt puljer i mit bryst, gør det føles stram og luften kvælende som jeg traske gennem dagen.

------

Første dag i vores nye hjem var det et sommerhus, som mine forældre ejede, og jeg arvede. Langt væk fra Ohio, langt væk fra Ryker, hele vejen i Glasgow, Skotland, beliggende i et dejligt område med lolling grønne marker og en stenmur pænt omkring det.

Lisette og Alonso havde taget farten bedre end jeg havde forventet, det ser ud til, at de ville komme væk så meget som jeg gjorde. Jeg havde ringet foran for at sikre, at hytten var klar til, da vi ankom, og en ven af mine forældre kommer over for at se mine børn, da jeg skal gå på mit job så hurtigt som muligt. Farende ud af huset, Jeg giver hurtigt venen et knus, hurtigt med angivelse af den tid, jeg kommer hjem, før jeg kører over til mit lejede Volks .agen-køretøj. Mine tasker rem vride som jeg forsøger at placere alt i bilen, jeg hurtigt skubbe det ind i passagersædet før du justerer spejle og på vej ud til mit nye job.

De grå skyer, der strøer himlen, minder mig meget om hjemmet, men denne travle by er præcis, hvad jeg har brug for for at komme væk fra mit lille byliv. Kørsel på venstre side er dog ganske underligt, noget der vil tage nogle at vænne sig til.

Når jeg trækker ind på parkeringspladsen, bemærker jeg, at skolen nærmer sig slutningen af dagen, jeg håber, at jeg ikke bliver fyret, før jeg endda starter. Hurtigt snuble gennem kontordøren, jeg rette min kropsholdning og skjorte før du går til receptionen og angivelse jeg er den nye videnskab lærer. Kvinden smiler, før du ringer til nogen, jeg antager rektor eller måske en anden lærer.

Efter at have ventet på omkring 2 minutter, Office døren højlydt råber åben, en høj mand med tykt lysebrunt hår og en skræmmende statur skrider ind, giver en lille nik til kvinden før nærmer mig. Jeg står op og giver ham hånden.

"Hej der, Jeg er Mr. Curriagh eller Aric, jeg er her for at eskortere dig til din klasse."Hans stemme har en tyk accent til det, noget jeg bliver nødt til at vænne for nu, da jeg bor i Skotland. Hans skræmmende kropsholdning ser ud til at være i kontrast til det venlige smil, han tilbyder.

"En fornøjelse at møde dig Aric, jeg er Saden ."Jeg reagerer høfligt, før jeg tillader ham at føre mig ud af kontoret og ned ad gangen.

"Så du er den nye videnskabslærer?"Han stemmer i let nysgerrighed og fortsætter med at navigere i de tomme haller.

"Ja, hvad lærer du?"Jeg spørger, går hurtigere for at holde trit med hans hurtige tempo.

"Åh mig? Jeg har altid været litteraturperson."Hans svar får et lille smil til at dukke op, det faktum, at folk her er så hyggelige og indbydende, er noget, jeg elsker. Vi stopper efter endnu et øjeblik med at gå.

"Nå, det er din klasse, selvom du ankom lidt sent."Han forklarer, mens vi ser eleverne pakke deres tasker. Jeg slipper et stille suk, selvfølgelig ville jeg savne hele den første dag i mit job.

"Du skal ikke bekymre dig om at gå glip af din klasse, du kan komme ind for at hjælpe med tilbageholdelse eller udforske grundene."Aric siger, når han flimrer øjnene fra vinduet til mig, er jeg ved at reagere, når klokken ringer højt og ekko gennem de tomme haller, før klasselokalerne svinger åbne og eleverne arkiverer ud. Vi står begge tæt ved vinduet til min klasse, indtil hallerne stille ned igen, kun et par studerende stående rundt, mens nogle er lige nu færdig pakning op.

Aric vender sig for at tale til mig igen, når hans blik vender sig til noget bag mig, hans pludselige råb overrasker mig, og jeg vender mig hurtigt for at se den skyldige.

En ung dreng med mørkebrunt hår stopper straks, hans øjne går bredt ved at blive råbt på, hans arm strammer sit greb omkring sin bog greb mod brystet.

"Bueskytte. Tilbageholdelse er i den anden retning."Aric siger, når han går op til den studerende . Jeg forventer, at enhver studerende er nervøs for at blive kaldt ud af en lærer, men denne studerende, Archer, syntes ligefrem bange.

Før Archer er i stand til at reagere, Aric begynder at tale igen. "Dette er anden gang, du har forsøgt at springe tilbageholdelse, Archer."Giver en lille pause, da han venter på et svar, efter at have modtaget ingen, slap han et irritations suk, før han sagde:" Kom med mig Archer."Begynder at gå tilbage over til mig, Archer efterfølgende et par skridt bagud med øjnene trænet på gulvet.

"Jeg er ked af at skære din tur kort, men jeg er nødt til at eskortere denne studerende til tilbageholdelse."Aric siger, når han kigger tilbage til Archer .

"Helt okay Aric, noget imod, hvis jeg kommer med? Jeg savnede trods alt min første dag."Jeg spørger, kigger på Archer, hans øjne har ikke flyttet fra gulvet hele tiden. Aric nikker kort hovedet, før han fører vejen til tilbageholdelse. Jeg følger hurtigt, forsøger at holde op, lytter som Aric beskriver de dele af skolen, vi passerer igennem.

------

Hvem er denne person? Er hun den nye lærer? Hun sagde, at hun savnede sin første dag her, og vores nye lærer for videnskab var ude af stand til at dukke op.

Jeg løfter hovedet op, Mine øjne ser på hende et øjeblik, mens jeg overvejer, om jeg skal stille mit spørgsmål eller ej. Til sidst giver jeg efter for nysgerrighed, spørger jeg, " er du den nye videnskabslærer?"Mit spørgsmål ser ud til at skræmme dem begge ud af deres small talk, Mr. Curraigh nu tavs, mens jeg afventer hendes svar. Hun vender sig mod mig og tilbyder et venligt smil, før hun svarer: "ja det er mig, Du kan kalde mig Fru Monroe."Hendes svar er rart, men kort, og hendes stemme syntes at svæve lidt, da hun sagde sit efternavn, hvilket fik mit hoved til at vippe så lidt i forvirring over hendes modvilje mod at tale sit efternavn.

"Det er rart at møde dig Fru Monroe, mit navn er Archer."Jeg svarer, min stemme synes mere selvsikker og højere end min normale tone, selvom jeg næppe giver det nogen tanke. Monroe, jeg ved ikke hvorfor, men hun syntes lettere at tale med, det kunne have været fra hendes ikke-skræmmende holdning og højde, eller muligvis at hun mindede mig om min mor, som begge er plausible.

Vi talte om den bog, jeg holdt, da Mr. Curraigh stopper, det rum, som tilbageholdelse holdes i at være lige foran os. Jeg rækker ud for at få fat i håndtaget, øjeblikkeligt glemmer min håndledsskade, indtil jeg frigiver et grunt af smerte, straks trækker mit håndled tilbage og holder det mod mit bryst som den hårde gribende smerte, der oversvømmer mit system, minder mig om i går.

Både Mr. Curraigh og Mrs. Monroe synes chokeret over mit pludselige udbrud af smerte, Mrs. Monroe er om at sige noget, men jeg har ikke tid til at tænke, snublede baglæns jeg blive lidt og køre af sted. Jeg går til det eneste sted, jeg føler mig tryg, Bingham ' s Dam, eller Svane Dam, som min mor plejede at sige; bare huske, der forårsager en bølge af angst for at feje gennem min krop, alle disse ting, der holder sker, er for overvældende. Først mister jeg min mor og søster i en bilulykke, så beskylder min stedfar(som allerede ikke kunne lide mig) mig for det, og nu har jeg en lærer, der minder mig nøjagtigt om min mor, Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal føle eller reagere på disse situationer længere. Jeg er så fanget i disse produktive tanker og smerter, at jeg ikke hører fodsporene nærme mig. Det var den pludselige hånd på min skulder, der fik mig til at gispe overrasket over tilstedeværelsen af en anden person. Curraigh eller muligvis Alec, men jeg bliver i stedet mødt af fru Monroes triste smil, da hun hænger ved siden af mig. Når jeg rækker Hånden ud efter mit håndled, flincherer jeg væk, men efter endnu et sekund tillader jeg hende at se mit håndled, ignorerer den mulige konsekvens, at hun måske sætter spørgsmålstegn ved, hvordan jeg har lidt denne skade.

Det var den lille udvidelse af hendes øjne, der fik mig til at følge hendes blik, jeg valgte aldrig at se på mine skader, så ser mit håndled alle hævede og forslåede årsager mine øjne til at udvide så godt. Hun rører let på mit håndled, og jeg trækker straks væk, smerten brænder gennem min arm. Hun ser ud til at sidde der i et øjeblik af tanke, som om hun overvejer, hvad hun skal sige.

"Bueskytte. Hvordan skete det?"Der var det, den ene ting, jeg ikke ville høre. Jeg ryster på hovedet og kigger væk, først nu indser jeg, at et par tårer havde strømmet ned i mit ansigt og hurtigt tørret dem med min frihånd. Jeg hører ikke et svar på mit afslag, så jeg kigger tilbage og ser Fru Monroe også holde tårer tilbage, selvom hvorfor, jeg ved det ikke. Ryster på hovedet, hun skubber sig ud af gulvet og rækker en hånd ud for mig, som jeg langsomt tager. Nu står jeg støver mig af med min gode hånd, holder løst min rygsæk, mens jeg afventer hendes spørgsmål.

Alt hun gør er, tilsyneladende ryste hendes hoved til sig selv, før motioning for mig at følge hende. Hun fører mig tilbage til skolen, aldrig taler eller kigger til mig, bare stirrer fremad, næsten emptily. Hun tager mig til det medicinske rum og beder mig om at vente ved døren, mens hun går væk for at tale med en sygeplejerske. Jeg spekulerer på, hvad hun siger, har hun mistanke om, at min stedfar forårsagede disse skader? Eller tror hun, at en anden studerende gjorde dette mod mig? Skal jeg bare løbe, mens jeg stadig har chancen? Monroe og sygeplejersken går over til mig, min nervøsitet sparker ind hos en anden person, der nu er til stede.

Jeg forsøgte ikke at være opmærksom på opblussen af smerter, da sygeplejersken indpakket mit håndled i en ispose, den frysende kulde fik mig til at ryste, da vejret udenfor allerede var køligt. Efter et par minutter af glasur mit håndled hun bringer en kompression bandage, snuggly indpakning mit håndled og hånd, smerten er mindsket, men opretholder en stabil smerte, der omgiver hele min arm. Når hun er færdig, giver hun mig instruktioner til at gøre dagligt, og en note til klassen, da det var min skrivehånd.

Monroe venter der, hendes venlige smil erstattet af et seriøst og strengt look, en der gør mine Skridt lidt mere tøvende. Vi forlader med værelse og gå ud i den rolige, øde gangen, hendes ansigt stadig alvorligt som vi begge stoppe.

"Hvordan fik du den skadeskytte."Det var ikke et spørgsmål, men noget, der krævede et svar, ET jeg var ekstremt tilbageholdende med at give. Lystfiskeri mit ansigt væk fra hende, jeg ryste mit hoved ' nej ' igen, ikke ønsker at fortælle hende sandheden, mit sind blaring, at det ville forårsage mere smerte end gavn, at selv om hun troede mig ingen andre ville.

"Archer, hvis du ikke fortæller mig det, bliver jeg nødt til at bede kontoret om at ringe til din far."Hun siger, at hendes stemme mister noget af det er sternness, da hun forsøger at få mig til at svare.

At høre hendes opkald Alec min far får alle disse følelser til bare at eksplodere, min Vrede flyder frit, og jeg kan ikke undgå at reagere kaotisk, "han er ikke min far!"Min råb ekkoer ned ad gangen, stilheden, der er tilbage i kølvandet, er ubehagelig, al den vrede-drevne tillid forlader hurtigt min krop, når jeg trækker vejret ud. Hun er ikke dum, hun skal finde ud af, hvad der foregår, jeg bliver taget væk fra mit hjem, det sidste sted, der minder mig om mor og min søster.

Hendes kropsholdning ser ud til at stivne efter at have hørt mit Svar, Jeg kan kun håbe, at hun ikke bliver vred på mit udbrud.

"Jeg vil kun spørge dig en gang til. Hvem gjorde dette."Hendes stemme var dødsens stille, den anden sætning blev hårdt udtalt og efterlod ikke plads til undskyldninger. Endelig står jeg overfor hende, selvom mit hoved stadig er sænket, Mine øjne flimrer op til hende så ofte som jeg overvejer, hvad jeg skal sige.

"....Alec."Min stemme praktisk talt en hvisken, selvom jeg ved, at hun hørte det, og at vide, at en anden er opmærksom på denne hemmelighed, får mig bare til at føle mig... sårbar.

Scar's Adopted Brother Ch.1: Life as the Little Brother

Ch.2

(Epilogue)

Crow is a male, black maned lion with a rusty golden-red body, and coal black eyes with flecks of silver and green throughout his iris'. He is also smaller than other lions in his family's bloodline. All the other lions also have a golden-tan coloured body with a bright, golden mane with silver streaks throughout the mane with reddish brown eyes; the only probable reason as to why Crow has a black mane is because his father has a black mane.

His father was chosen by Crow's mother as her mate to rule this pride with her. Crow is the second born son to the king and queen of the Draconian savannah territory; with his older brother, Shyam; a large and bulky tannish brown male lion with a silvery-golden mane who's destined to be the next ruler of the Draconian territory. However Shyam is an arrogant, selfish lion who uses his power to get what he wants, he also bullies smaller lions including his only brother. Crow doesn't think about it too hard as he is currently training himself to take Shyam on for leadership.

Crow has been training secretly so that he has better endurance, speed, and agility; developing lean muscles so he's not too bulky but has great strength at the same time. He's been learning as much as he can about fighting strategies, the most common and used attacks, the best ways to navigate harsh terrain as well as how to intimidate someone, all so that one day he can overthrow Shyam.

———————

(Summer)

Shyam has been the ruler for nearly three months now, he hasn't learned very much seeing as he almost always just thinks for himself. He even sent out a hunting party of only two lionesses. One of them came back badly injured from a fight with an antelope which managed to use their small number to its advantage. When she returned, Shyam merely waved off the injury and continued to move their pride through harsh days with scorching sun and barely any water.

———————

(Story Begins)

(Winter)

Crow's POV:

It's the middle of winter now, Shyam has been ruler for nearly a year and we've already lost a quarter of our population to starvation, dehydration, or from dead tiredness. I'm extremely worried, however, mainly for my mother because she has fallen ill, and Shyam has been exiling elder lions who have fallen ill or need help to survive. I believe Shyam will even kill her if she refuses to leave, and I don't plan on letting that happen.

———————

Shyam has settled the pride down in an area surrounded by some brush to try and keep the cold wind out partially. I see him walking towards me, I sit as tall as I can to not seem weak to him; heck I'm surprised he hasn't tried to kill me yet.

He simply walks past me, his golden-silver man flicking in the wind whilst his amber eyes shift menacingly over to our mother. He walks forward until he's standing right in front of her. Out of nowhere he pounces forward and tackles her to the ground, growls of anger and pain being produced from the tussle. Father only stares in shock knowing he's too weak to stop Shyam.

Anger bursting through my veins, I get up and ram my shoulder into Shyam's rib cage with such strength that he is thrown nearly seven feet away. My body is bursting with energy, adrenaline, and hatred; urging me to get revenge on all those years of fighting, and for hurting our mother - the only one who ever truly trusted and believed in me.

I stared at Shyam as he pushed his body off the ground and looked back to see who his attacker was. Unsurprisingly his face lit up with joy as I always knew he wanted a reason to fight and kill me, a valid reason to finally get rid of me once and for all.

"Well well well. If it isn't my baby brother Crow." Shyam snarled with malice as he strided forward and began to strut in a circle around me. I just stood there, my tail slowly flicking from side to side as I listened, watching his every move for the slightest hint on when and where he would try to attack me. Shyam turned and sharply lunged at me, but I simply fell to the ground, turning my body upwards, allowing me to claw at his belly, leaving several gash marks on his body which began to bleed profusely.

"I challenge you for leadership of this pride Shyam!" I roared, but it sounded more like the loudest thunder. I see him getting quite annoyed by not being able to land a single blow on me, so I decide to wait knowing his attacks would be out of anger which makes them much easier to see coming.

Shyam gives off a fake humorous laugh, then turns to me with a serious expression, and growling.

"If you challenge me, do not be afraid when I kill you."

Ch.2